Vi har tidligere omtalt en ekspropriationssag, hvor en kommune måtte ud i først en ekspropriation efter vejloven, og dernæst efter planloven for at kunne anlægge en p-kælder på byens centrale torv.
Sagens kerne er en række jordankre, der er boret ind i undergrunden under flere af ejendommene, der omkranser byens torv. Jordankrene var nødvendige for at kunne lave udgravningerne til p-kælderen, men efter at p-kælderen er gjort færdig, har jordankrene ikke længere nogen funktion. De bliver dog liggende i undergrunden, da det i praksis er umuligt at fjerne dem.
Læs blandt andet vores omtale her.
Senest blev kommunen frifundet i byretten, da byretten ikke fandt grundlag for at fjerne jordankrene eller tilkende erstatning for tort, dels fordi der (i to forsøg) var gennemført en ekspropriation med det formål at muliggøre og lovliggøre jordankrene, dels fordi jordankrene ikke “krænkede” ejerens rettigheder og udnyttelse af ejendommen.
Ét erstatningsspørgsmål blev ikke behandlet i byretten; nemlig spørgsmålet om almindelig erstatning for jordankrene, hvis tilstedeværelsesret er sikre med en servitut, der er tinglyst efter ekspropriationen. Spørgsmål om erstatning ved ekspropriation kan først indbringes for domstolene, når sagen har været en tur omkring de kommunale taksationskommissioner. Det fremgår af vejlovens § 121.
Taksationskommissionen har nu taget stilling til, hvad der skal gives i erstatning for den servitut, der sikrer tilstedeværelsesretten for jordankrene.
Det fremgår af bestemmelserne i servitutten, at ejeren skal acceptere de etablerede jordankre, der altså kun har en funktion i anlægsperioden. Jordankrene forbliver under ejendommene, og hvis denne forbliven på et senere tidspunkt giver anledning til ekstraudgifter for ejerne, betaler kommunen disse.
Ved taksationssagen blev der taget stilling til 43 jordankre fordelt på tre forskellige ejendomme. Efter det oplyste, havde jordankrene ikke givet anledning til problemer, da de blev udført, hverken på disse tre eller på andre ejendomme.
Kommunen gjorde gældende, at ejerne ikke har lidt noget tab ved servitutten, og risikoen for et fremtidigt tab er imødegået ved kommunens påtagelse af en forpligtelse til at betale for eventuelle ekstraudgifter, som jordankrene måtte kunne give anledning til. Kommunen henviste desuden til en omfattende erstatningspraksis fra bl.a. Metro- og Letbaneprojekterne i København, hvor Ekspropriations- og Taksationskommissionerne i en lang række sager har forholdt sig til erstatninger som følge af jordankre.
Ejerne gjorde gældende, at der ikke er hjemmel til at efterlade materiale på anden mands grund, og at de andre sager om midlertidig etablering af jordankre ikke var retningsgivende, fordi de var afgjort ud fra fordelsbetragtninger.
Taksationskommissionen kendelse var kort og præcis:
Efter det foreliggende har etableringen af jordankrene ikke medført gener for de ejendomme, der har været berørt af anlægget, og de vil heller ikke efter anlægsarbejdets afslutning, hvor jordankrene er frigjort og ikke længere har nogen funktion, ved en normal brug af ejendommene give anledning til gener. Der vil således ved fremtidige om- eller nybygninger kunne ske gravearbejder og fundering på sædvanlig måde. Med den garanti, som kommunen har afgivet, vil der være sikkerhed for, at eventuelle ekstraarbejder som følge af jordankrenes forbliven i jorden, ikke vil blive belastet grundejerne.
I ekspropriationspraksis synes der ved større anlægsarbejder at have udviklet sig en praksis, hvorefter der i tilfælde, hvor der sker tinglysning af en servitutbestemmelse, tilkendes en – som det må antages – mere symbolsk erstatning, hvor fordelsbetragtninger ikke klart fører til bortfald af erstatning. Taksationskommissionen finder derfor, at der bør tilkendes de lodsejere, som har indbragt erstatningsspørgsmålet for taksationsmyndighederne, en erstatning som påstået af kommunen, således at der for hver ejendom – uanset antallet af jordankre – fastsættes en erstatning på 1.500 kr.
Der findes ikke grundlag for at tilkende lodsejeren et beløb til dækning af sagkyndig bistand.
Altså kun erstatning for at ejendommen fremover må leve med endnu en servitut, altså “tilsvining af tingbogen” som det kaldes i folkemunde. Det kom helt sikkert kommunen til gavn, at man kunne henvise til en lang række tilsvarende sager fra de store projekter i hovedstadsområdet.
Og nok så bemærkelsesværdigt: Der blev ikke tilkendt et beløb for sagkyndig bistand … helt uden begrundelse. Når det – meget sjældent – sker, er det ofte en klar tilkendegivelse fra taksationskommissionen om, at ejer eller ejers rådgiver burde have vidst bedre.
Vil du vide mere…
Fagchef Mads Sanddal Jeppesen, msje@cowi.com, +45 5640 6642, LinkedIn
treoghalvfjerds 