Det er et spørgsmål der som alle ved fylder meget hos minkbranchen i øjeblikket. Svaret kender vi ikke i skrivende stund, men én ting er vi vidende om – den praktiske gennemførelse af ekspropriationer skal ske med respekt for de mennesker og virksomheder der berøres.
Regeringens seneste tiltag i bekæmpelsen af COVID 19 er instruksen om aflivning af millioner af mink, hvilket efterfølgende, ikke mindst set i lyset af den manglende lovhjemmel, har givet anledning til vid forvirring hos den danske befolkning og minkavlerne selv. Hele minkindustrien er påvirket og for minkavlerne er det en særlig hård tid. Minkavlerne har vist samfundssind og fulgt instruksen fra regeringen. Tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt minkavlerne kan få erstatning eller kompensation og hvordan fremtiden ser ud for minkindustrien.
Flere politikere har krævet fuld erstatning efter principperne om ekspropriation, men er det muligt med regeringens lovforslag om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink? Måske. Det er fortsat usikkert om regeringens instruks kan sammenlignes med ekspropriation, der ifølge grundloven skal udløse fuld erstatning. COWI har i tidligere blogindlæg skrevet om hvad ekspropriation er, som vi vil opfordre jer til at læse.
Med det midlertidig forbud mod hold af mink indtil 31. december 2021 synes regeringen at foreslå, at minkavlerne kan vælge at sætte deres virksomhed i dvale for herefter at starte op igen. Dette skal fungere som et alternativ til at kræve fuld erstatning. Meldingen fra minkindustrien er imidlertid, at det er stærkt tvivlsomt om det overhovedet er muligt.
Med lovforslaget lægger regeringen op til, at instruks om aflivning og midlertidige forbud mod hold af mink ikke i almindelighed vil udgøre et ekspropriativt indgreb over for de erhvervsdrivende. Det er altså hovedreglen. Visse konkrete erhvervsdrivende kan dog være undtaget. For at et indgreb kan betegnes som ekspropriation er der tillige flere betingelser, der skal være opfyldt. Ellers vil der være tale om erstatningsfri regulering. Samlet set vil det være en konkret vurdering.
Hertil kommer spørgsmålene om, hvad der eksproprieres, hvordan fastsættes erstatningen, hvornår regnes ekspropriationstidspunktet fra og hvem skal erstatningen udbetales til.
Muligvis kommer man frem til, at minkvirksomheden omfattes af en ekspropriation, men hvad med boligdelen på ejendommen eller omkringliggende marker. Nogle avlere ønsker måske at blive boende, mens andre vil flytte.
I forhold til spørgsmålet om værdifastsættelse, så er der forskellige metoder som kan anvendes. Det kan være priser fra sammenlignelige handler, estimeret værdi af fremtidig indtjening, den bogførte værdi, handelsværdien eller genanskaffelsesværdien. Men ikke alle metoder vil være lige anvendelige. Der handles ikke ofte minkfarme, og vi ved, at det har været op- og nedgangstider for salget af skind. Formentlig vil en kommende værdiansættelse bestå af en kombination af kendte komponenter.
Hvornår skal skæringsdagen for værdiansættelsen regnes? Sædvanligvis vil det være ekspropriationstidspunktet, men hvornår gælder det fra? Nogle minkavlere begyndte aflivningen, da instruksen blev udsendt fra regeringen, men inden det blev offentligt kendt, at der ikke var lovhjemmel hertil. I skrivende stund forsætter aflivningen, selvom lovforslaget endnu ikke er vedtaget.
Ejere såvel som den finansielle sektor vil blive berørt og mange kan med rette være bekymret for deres pant. Det følger af almindelig ekspropriationspraksis, at erstatningen udbetales til panthavere i prioritetsordenen, men der vil være situationer, hvor erstatningen ikke dækker pantet, fordi værdiansættelsen sker til markedspris og ikke tager højde for tidligere tiders høj- og lavkonjunktur. Efter en eventuel ekspropriations gennemførelse vil pantet blive udslettet uanset om det fyldestgøres. Der kan være fordele i, at minkavler samarbejder med panthaverne, idet man ved at samarbejde står stærkere i de kommende forhandlinger.
Et andet vigtigt spørgsmål er, hvem skal beslutte om der er tale om ekspropriation.
Det følger af lovforslaget § 7, stk. 3, at;
“Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om behandlingen af sager omfattet af stk. 1 og stk. 2. Ministeren kan herunder fastsætte regler om oprettelse af myndigheder, der skal behandle sagerne, og efter forhandling med transportministeren fastsætte regler om, at sagerne helt eller delvist skal behandles efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation af fast ejendom”.
Der kan således i medfør af de foreslåede bestemmelser oprettes særlige kommissioner, som skal behandle sagerne, herunder fastsætte regler om, hvordan kommissionerne skal nedsættes, og hvilke regler der skal gælde for sagsbehandlingen. Formentlig vil der blive tale en taksationskommission med jurister, folk med branchekendskab og økonomisk indsigt.
Den praktiske gennemførelse af en eventuel ekspropriation bør ske hurtigt og effektivt. Der skal tages hånd om de mange berørte parter og der er flere hundrede minkavlere, som en eventuelt kommende taksationskommission skal i dialog med. Dernæst skal der indhentes og bearbejdes store mængder data. Opgaven som regeringen og den kommende taksationskommission står overfor, er uden sammenlignelige fortilfælde. Løsningen er ressourcekraft, samarbejde og åben dialog.
Lovforslaget giver anledning til mange spørgsmål og vi kan desværre ikke behandle alle problemstillinger i dette blogindlæg, men COWI følger udviklingen. COWI har mange års erfaring i at arbejde med erstatningsfastsættelse i ekspropriationssammenhæng og lodsejerdialog bl.a. i forbindelse med anlæg af metroen og opsætning af vildsvinehegn. Vi deler meget gerne ud af vores viden.
Vil du vide mere…
Christina Jung, cajg@cowi.com, +45 5640 4724, LinkedIn
Morten Krebs, mtk@cowi.com, +45 5640 1047, LinkedIn
treoghalvfjerds 