Det jeg ejer, ejer jeg?

I en hverdag der ruller af sted med fart på alskens ejendomsretlige opgaver. Ikke mindst i en tid med en hastigt voksende dagsorden for en grøn omstilling af samfundet, med håb om en bæredygtig fremtid, hvor mennesker kan trives i et sundt miljø og stabilt klima, er det nu og da tid til at tænke over ejendomsret og dens rolle i den grønne omstilling.

Til dagligt opfattes fast ejendom måske typisk som et grundstykke, matrikelnummer samt bygninger. Og ejendomsretten som værende ejerens ret til at disponere over sin faste ejendom.

Har jeg så med ejendomsretten ret til at gøre, som jeg vil indenfor de i matriklen fastlagte linjer, hvortil jeg er anført som ejer i Tingbogen? De fleste vil umiddelbart vide, at svaret er nej. Vi har en lang række love og hundredvis af bekendtgørelser, der indskrænker vores ret til at råde frit over det, som vi normalt forstår som vores ejendom.

Beskyttelsen af den private ejendomsret er meget gammel og kan spores mange tusinde år tilbage. Aristoteles fandt ejendomsretten, som en vigtig nøgle til at regulere forholdet mellem mennesker. Kunne konflikter mellem mennesker minimeres, ville muligheden for samarbejde og samfundsudvikling blive meget større. Siden da har ejendomsretten været en central kampesten i fundamentet for den vestlige verden, der ruller frem i en kapitalistisk markedsøkonomi med fokus på kontinuerlig vækst og udvikling.   

Retsfilosoffen Alf Ross’ perspektiv på ejendomsret, som begreb, var, at begrebet som sådan er indholdstomt. Han har peget på, at fundamentale rettighedsbegreber, f.eks. ejendomsret, er uden enhver “semantisk referens” og alene fungerer som et udtryk for en sammenhæng af visse kendsgerninger (køb, arv osv.) og visse oplevelser af retlige moralske ‘krav’ og ‘beføjelser’. Med andre ord pegede Ross på, at ejendomsretten knytter sig til det, som vi til enhver tid vedtager, at det skal knyttes sig til f.eks. knyttet sammen med matriklen. Dette perspektiv indebærer også, at ejendomsretten ikke er en objektiv fastlåst ret, men ændrer sig i takt med samfundets udvikling. I erkendelsen af, at den tekniske og økonomiske udvikling medførte, at det fysiske miljø i stigende grad blev ødelagt, og vi havde brug for en regulering, der modvirkede forurening, blev den moderne miljøret grundlagt.

Den moderne miljøret blev for 40-50 år tilbage navnlig opfattet som en intervenerende og begrænsende regulering. Man kunne sige, at der var tale om en intervention af visse aktiviteter, der hidtil var anset som værende en del af ejendomsretten og retten til at drive næring.

I dag er miljøretten meget omfattende og er ikke længere kun fokuseret på at begrænse forurening ved at forlænge spildevandsledningerne i havet og forhøje skorstenene. Miljøretten kan i dag beskrives som en regulering og styring henimod de miljømål, som er vedtaget i internationale fora og i EU for bl.a. vand, natur og biodiversitet, luft, støj, produktkemi og meget mere.

Domstolen i EU har da også slået fast, at ejendomsretten ikke udgør nogen “absolut forrettighed, men skal ses i sammenhæng med sin funktion i samfundet.” Hertil knytter Domstolen, at “udøvelsen af ejendomsretten kan underkastes begrænsninger, forudsat at disse er i overensstemmelse med de formål, som fællesskabet forfølger i almenhedens interesse” Det skal hertil siges, at Domstolen naturligvis bemærker, at det tilstræbte formål, ikke må udgøre et uforholdsmæssigt og uacceptabelt indgreb, der krænker selve de garanterede rettigheder.

Meget miljøregulering i Danmark er udformet som generel erstatningsfri regulering, hvilket betyder at der stilles krav i lovgivningen som indskrænker den fri råden, men som ikke opfattes som en decideret afståelse i grundlovens § treoghalvfjerds’ forstand. Det er f.eks. naturbeskyttelseslovgivningens beskyttelse af arter og naturtyper samt særligt udpegede områder med miljømålsætninger og bevaringsmål, der har en konkret betydning for muligheden for at få tilladelse til visse aktiviteter som landbrug, vej- og infrastrukturanlæg og meget andet.

En del af miljølovgivningen giver mulighed for at kræve afståelse af fast ejendom og ekspropriation er typisk et nyttigt værktøj når vi i almenhedens interesse ønske at gribe ind i eksisterende rettigheder – om det er rettigheder til arealer eller rettigheder til at drive en bestemt virksomhed. Det kunne f.eks. være indgreb i arealet hos en grundejer med det formål at etablere et anlæg som kan beskytte et større område, med mange grundejere, imod oversvømmelse fra havet eller oversvømmelse som følge af skybrud og øget nedbør i det hele taget. Indimellem er der er tale om et kompleks af erstatningsfri regulering der i akkumulation for den enkelte lodsejer bliver så heftig en indskrænkning i sin råden, at det bliver påberåbt af berørte, at reguleringen samlet set får karakter af afståelse der burde være fulgt af bl.a. fuldstændig erstatning. Det ser vi indimellem i miljøregulering af landbruget.

Der har, i hvert fald i Danmark, i virkeligheden nok aldrig været tale om en fuldstændig ret til at gøre hvad man vil med sin ejendom f.eks. forstået som på sin egen jordlod optaget i matriklen. Naboretten har også eksisteret i mange flere år end det vi i dag forstår ved ‘den moderne miljøret’. Det, der udvikler sig, og er nyt, er nok omfanget af love og bekendtgørelse, der har til funktion at styre og regulere alskens aktiviteter, som vi mennesker nu engang kan finde på.

Vi kan godt lide Alf Ross’, om end noget intellektuelle abstrakte fremstilling af ejendomsretten, som et rettighedsbegreb “uden enhver semantisk referens”, som han beskrev det i sit hovedværk ‘Om Ret og Retfærdighed’, fordi det peger på, at ejendomsretten eksisterer udelukkende i kraft af hvad vi putter i den. Altså ikke på individniveau. Det er ikke så vigtigt, hvad vi hver især synes, men hvad vi i vores retssamfund har besluttet os til gennem de demokratiske processer, som vi har udviklet. Det rækker udover Danmark. Vi har via vores politiske system tiltrådt adskillige internationale konventioner, der har til formål at beskytte, bevare og forbedre natur, vand, reducere klimaforandringer og meget andet. Ligeså indgår vi i EU, hvor konventionerne bliver konkretiseret ved at vedtage forordninger og direktiver som skal gennemføres i dansk ret på en måde som er loyal overfor for EU’s formål, som de er fastlagt i Lissabontraktaten.

Ejendomsretten – og med denne udlægning af begrebets indhold – er ikke uvigtig i omstillingen til en grønnere og mere bæredygtig fremtid. En fremtid som i min optik ikke begynder i fremtiden, men som er begyndt og forgår lige nu. Det er vigtigt at forstå ejendomsrettens funktion sammenholdt med hensynet til at beskytte den enkelte borger imod overgreb fra samfundet, som i Danmark er en vigtig og beskyttet ret. Samtidig kan der være områder, hvor ejendomsretten går imod en bæredygtig levevis og de snakke må vi tage med åbne øjne og undgå tunnelsyn for kortsigtet profit.

En af de vigtige opgaver vi har i rådgivningsbranchen, som jeg ser det, er at bidrage til, at de projekter som skal realiseres bliver udført med respekt for de rettigheder, den enkelte grundejer har og med respekt for den gældende miljø- og naturbeskyttende lovgivning, som vi har vedtaget, samt videregive vores viden om hvor der er rum for forbedringer, der understøtter en bæredygtig fremtid nu, som er helt central i COWIs strategi med visionen Together, we shape a sustainable and liveable world.

En vision, der er fulgt af det også engelsksprogede imperativ Do the right thing, always. Et udtryk der skal spire integritet og at vores handlinger matcher vores værdier og vision.

Vil du vide mere ?

Lærke Assenbjerg, Ph.d., jurist LEAG@cowi.com

Morten Krebs, Landinspektør, Udviklingschef, MTK@cowi.com

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s