Er man gæst eller ej har stor økonomisk betydning, særligt hvis “man” er en ledning.
I en nyere sag har et forsyningsselskab valgt at ansøge om tilladelse (3. instansbevilling) til at kunne anke en sag vedr. rækkevidden af gæsteprincippet i kombination med et hjemmelsgrundlag i form af en landvæsenskommissionskendelse til Højesteret.
Dommen, der ønskes anket, bekræfter igen, at dokumentation er afgørende, når man som ledningsejer afviser at skulle afholde omkostninger ved en ledningsflytning. Der skal foreligge klare holdepunkter for en aftale om fravigelse af gæsteprincippet.
Sagen kort
Landvæsenskommissionen havde i 1975 efter anmodning fra Kommunen afsagt kendelse med godkendelse af et projekt vedr. kloakering af et område i kommunen. I forlængelse heraf blev der på de berørte ejendomme tinglyst deklaration om bl.a. ledningsejers adgang til kloakledningerne. Servitutten indeholdt ikke formuleringerne “ekspropriation” eller “erstatning”. Begrebet “gæsteprincippet” var (naturligvis) heller ikke omtalt – det var længe før det vandt indpas.
Ledningsejers argumentation om at Landvæsenskommissionens kendelse var baseret på den dagældende Vandløbslov som indeholdt en ekspropriationslignende hjemmel blev afvist. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at der i forbindelse med kloakeringen var sket en egentlig ekspropriation og betalt erstatning til grundejeren, men påpeger at Landvæsenskommissionens opgave var at “godkende” projekter.
Det afgørende for Landsretten var, at der i landvæsenskommissionskendelsen ikke konkret blev taget stilling til, hvem der skulle bekoste en eventuel omlægning, og at der heller ikke forelå dokumentation for betaling af erstatning eller vederlag.
Man kan altså ikke automatisk tage det som et udtryk for en fravigelse af gæsteprincippet, at en deklaration hviler på en landvæsenskommissionskendelse. Det afgørende er om kendelsen er udtryk for ekspropriation.
Sagen indeholder også den krølle, at servitutten blev pålagt på et tidspunkt hvor der var skabt tvivl om hvorvidt den daværende forsyning var en integreret del af Kommunen. Idet gæsteprincippet er en betalingsregel, der regulerer betalingsforpligtelsen i en situation, hvor der ikke er identitet mellem grundejeren og ledningsejeren, var det et moment der kunne pege i retning af fravigelse af gæsteprincippet.
Den omstændighed, at man valgte at tinglyse servitutten taler dog imod at der var sammenfald mellem forsyningen og Kommunen. Landsretten fandt da også, at det var dokumenteret at der var “vandtætte skotter” mellem de to enheder.
Hvad betyder det så?
Det man i praksis kan udlede af afgørelsen og skal holde sig for øje i lignende sager er, at landvæsenskommissionskendelser alene kan tages som udtryk for en godkendelse af et projekt og ikke har retsvirkning som ekspropriation. Med andre ord er en servitut der hviler på en landvæsenskommissionskendelse ikke i sig selv udtryk for at man har fraveget gæsteprincippet. Man bør derfor altid forholde sig til hvilket grundlag en kendelse eller afgørelse hviler på og dermed om den er udtryk for ekspropriation.
Ellers kan man måske ende med at være gæst – helt ufrivilligt!
Vil du vide mere…
Regitze Elmsted, reee@cowi.com, +45 5640 4704, LinkedIn
Mads Sanddal Jeppesen, msje@cowi.com, +45 5640 6642, LinkedIn
treoghalvfjerds 