Vi kender alle til de store infrastrukturprojekter – jernbaner, motorveje, metroer og letbaner. Når sådan et projekt åbner og tages i drift, er det vel færdigt, men anlægsprojekter slutter jo ikke når majestæten klipper snoren. Efter åbningen er der forsat mange forskellige opgaver i gang. Nogle opgaver bliver naturligvis lukket hurtigt, mens andre opgaver kan være i gang flere år efter åbningen.
Siger man infrastrukturprojekter, siger man også ekspropriation, og dermed at vi ændrer på ejendomsforholdene. At få tilvejebragt alle ejendomsforhold tager tid og der er ofte sammenhæng mellem projektets størrelse og den tid, det tager at nå til vejs ende.
Og hvorfor tager det så, i nogle tilfælde, år at få tilvejebragt de endelige ejendomsforhold? Man må jo med rimelighed antage, at de anlæg der er projekteret og dermed eksproprieret til, også er udført. Sådan er det også langt hen ad vejen, men i den virkelige verden ser vi også ind i, at alt ikke helt bliver bygget som planlagt og det er ikke alle anlæg, der holder sig inden for de eksproprierede arealer. Det er disse forhold som særligt tager tid.
I små og nok særligt store anlægsprojekter, sker der løbende projektoptimeringer og faktum er, projektændringerne ikke altid bliver videreformidlet og løst som forventet. Uoverensstemmelsen mellem det byggede og det eksproprierede vil i nogle tilfælde først blive opdaget, når den fremtidige ejendomsgrænse skal fastlægges i forbindelse med berigtigelsen.
At finde forklaringen på en projektændring kan i sig selv være en sag, da ændringen kan være sket år tilbage. Den ansvarlige byggeleder er allerede videre på nye projekter og as-built materialet fra entreprenøren er ikke helt kommet i den udgave, der var ønskværdigt fra en ejendomsretligt vinkel. I sådanne tilfælde er der to (måske tre) muligheder hvormed der kan rettes op på situationen og ejendomsforholdet kan løses:
- Der kan indkaldes til en ny ekspropriationsforretning, hvor ekspropriationskommissionen godkender de ændringer, der er til det eksproprierede.
- Projektet tager en snak med lodsejer og finder en løsning begge kan være tilfredse med og forelægger denne for ekspropriationskommissionen, se tidligere indlæg.
Endelig er der – i det mindste i teorien – en tredje mulighed:
- Anlægget bygges om, så forholdene afspejler det, der er eksproprieret til, hvilket jo er lidt svært, hvis anlægget er taget i brug.
Et typisk (og naturligvis tænkt) eksempel kan være en p-plads til en pumpestation, som er placeret på den anden side af pumpestationen end planlagt. P-pladsen ligger nu således, at den også berører en helt ny ejendom. Med andre ord, entreprenøren har bygget en p-plads ved en pumpestation, men på den forkerte side! I projektet tænker ingen over, at den ligger på den forkerte side, før end at ejendomsgrænsen skal fastlægges og det kan konstateres, at den ikke ligger som planlagt og det er indover en uberørt ejendom. Da p-pladsen er anlagt tidligt i projektet, er der også opsat teknikskabe med tilhørende ledningstræk i kanten af p-pladsen. Bør p-pladsen flyttes? Bør ekspropriationskommissionen kaldes ud for at godkende ændringen? Eller bør projektet gå i dialog med de berørte ejere og få afklaret, hvor fremtidige ejerforhold skal være?
I COWI har vi gode erfaringer med den anden model: At finde løsningen i drøftelse med lodsejeren. Det er ofte der, at vi finder den gode løsning, hvor anlæggets behov, berørte ejeres ønsker og den samlede økonomi går op i en højere enhed.
Vil du vide mere?
Landinspektør Roar Juul Borgen, rjbo@cowi.com, +45 5640 1558, LinkedIn
treoghalvfjerds 