Forventninger om vækst i opgavemængden i Aalborg og Region Nord har motiveret COWI til at udvide tilstedeværelsen på Aalborg-kontoret til fra 1. november også at inkludere areal- og rettighedsydelser. Den nye enhed i Aalborg bliver en del af COWIs eksisterende afdeling for Arealer og rettigheder, som i dag omfatter ca. 55 medarbejdere med kontorer rundt om i landet, bl.a. i Aarhus, Ringsted og Lyngby samt på projektkontorer i Odense, Brøndby og København. Hertil kommer de internationale aktiviteter, der strækker sig fra det sydligste Afrika til det nordligste Skandinavien.
Til at lede indsatsen i Aalborg har COWI ansat landinspektør Jens Henrik Sørensen, der kommer fra en stilling som Markedsdirektør i Landinspektørfirmaet Geopartner. “Vi kender Jens Henrik rigtig godt i COWI fra en tidligere ansættelse, og jeg har særdeles store forventninger til det kommende samarbejde med Jens Henrik, der bringer en fantastisk kombination af drive, faglig indsigt og overblik, stærkt netværk og god energi med sig”, siger Henrik Steen Pedersen, Afdelingschef i COWIs afdeling for Arealer og rettigheder.
COWIs Aalborg-kontor vil tilbyde de samme kompetencer som areal og rettighedsafdelingen på de eksisterende kontorer, hvor der trækkes på holdet af bl.a. jurister, landinspektører og arkitekter. Afdelingen løser opgaver for kommuner, forsyningsselskaber, infrastrukturejere og private kunder, hvor opgaveporteføljen dækker opgaver indenfor bl.a. ekspropriation, rettighedserhvervelse, ejendomsjuridisk rådgivning, realiserbarhed i byudvikling og øvrige opgaver knyttet til fast ejendom.
”Jeg ser virkelig frem til at arbejde tæt med nye og gamle kunder – tætte relationer giver den rigtige problemløsning og en større værdi for kunden”, siger Jens Henrik Sørensen, Markedschef og daglig leder af COWI Arealer og rettigheder i Aalborg fra og med 1. november, som ser meget frem til at bringe COWIs mange kompetencer i spil over for både nye og eksisterende kunder.
Fra 1. november 2019 kan Jens Henrik (LinkedIn) kontaktes på +45 4176 0293 eller jhso@cowi.com