Skel er sjældent et problem – indtil det alligevel er det

Mellem det juridiske skel, det digitale matrikelkort og den faktiske brugsgrænse kan der opstå forskelle, som får betydning i projekter. Vi deler erfaringer fra praksis og hvordan man bedst håndterer dem.

Når skel ikke er der, hvor man tror

Om forskellen på det juridiske skel, det digitale matrikelkort og brugsgrænsen

Et skel kan umiddelbart virke meget entydigt: en juridisk fastlagt grænse mellem to ejendomme.

Men i praksis er det sjældent helt så enkelt.

I arbejdet med arealer og rettigheder støder vi jævnligt på situationer, hvor det skel, man ser på det digitale matrikelkort, ikke uden videre stemmer overens med de faktiske brugsgrænser. Det skyldes ikke nødvendigvis, at skellet har “flyttet sig”, men i lige så høj grad, at matrikelkortet er en sammensætning af koordinater fra nyere matrikulære forandringer, som har nøjagtigheder inden for +/- 10 cm, og en digitalisering, eller fortolkning om man vil, af ældre matrikelkort, der kan stamme helt tilbage fra 1700-tallet, hvor nøjagtigheden kan svinge stort og usikkerheder være helt op til +/- 20 meter.

Med andre ord: det juridiske skel ligger principielt dér, hvor det oprindeligt blev fastlagt. Men det er ikke altid sikkert, at det digitale matrikelkort viser det helt præcist.

Det er ofte i det spændingsfelt, at udfordringerne opstår.

Når kortet og landskabet fortæller to forskellige historier

Det digitale matrikelkort er i dag et uundværligt arbejdsredskab og danner grundlag for mange beslutninger i projekter. Men det er vigtigt at huske, at det både er en digitaliseret og forenklet gengivelse og ikke nødvendigvis et præcist billede af hverken den fysiske eller den juridiske virkelighed.

Særligt i det åbne land ser man, at de synlige strukturer i terrænet, f.eks. læhegn, grøfter eller grusveje, ikke følger de digitale skel. Samtidig vil der i praksis altid være en form for brugsgrænse, som er den måde arealet rent faktisk anvendes og opfattes på.

Det kan skabe situationer, hvor der er flere “grænser” i spil på én gang.

I forbindelse med en aftale om midlertidig færdsel kan som eksempel nævnes et projekt, hvor der var et areal langs et læbælte, der ifølge matrikelkortet tilhørte én ejendom, men i marken var det tydeligt blev benyttet af naboen. Læbæltet fungerede som en helt klar fysisk grænse, bare ikke den grænse fra matrikelkortet.

Det rejser et meget konkret spørgsmål: hvem skal aftalen indgås med?

I den konkrete situation blev der indgået en aftale med begge lodsejere. Ikke fordi det var den juridiske mest korrekte løsning, men fordi begge ejere var indstillet herpå og samtidig sikrede det, at både den formelle ejer og den faktiske bruger gav accept. Den løsning var mulig, fordi det ikke var en aftale, hvori der indgik erstatningsspørgsmål og derfor var der heller ikke en økonomisk post, der skulle fordeles.

Der kan være andre situationer, hvor man er nødt til at få fastlagt skellet for at indgå en aftale med den juridiske ejer.

Når få meter gør en stor forskel

Andre gange bliver forskellen mellem matrikelkort og virkelighed først tydelig, når noget allerede er etableret.

I et andet projekt var der et elskab, der blev placeret lidt over en meter fra, hvor det, ifølge matrikelkortet, burde have stået. I det åbne land, hvor der ofte mangler faste referencepunkter, kan det være vanskeligt visuelt at aflæse, hvor et skel præcist forløber.

Da elskabet efterfølgende blev opmålt og sammenholdt med matrikelkortet, viste det sig, at det stod på den forkerte side af skel og elskabet måtte flyttes.

Om skellet juridisk set også lå præcis dér, hvor matrikelkortet viste det, blev aldrig endeligt afklaret. En sådan afklaring kræver en proces med en privatpraktiserende landinspektør og kan være både tidskrævende og økonomisk tung. I stedet blev der handlet ud fra det bedste tilgængelige grundlag.

Eksemplet illustrerer, hvor lidt der skal til. Selv mindre afvigelser kan få meget konkrete konsekvenser for både fremdrift og økonomi.

Et spørgsmål om at håndtere usikkerhed

Som rådgivere fastlægger vi ikke skel. Men vi arbejder i praksis med de konsekvenser, usikkerhederne omkring dem kan have.

Derfor handler det i høj grad om at være opmærksom på de situationer, hvor der kan være uoverensstemmelser, og om at håndtere dem på en måde, der giver ro i projektet.

Det kan blandt andet handle om at inddrage lodsejere og naboer tidligt og få deres opfattelse af grænserne frem. Det kan ikke bruges som en facitliste, men som et vigtigt supplement til det tekniske grundlag. Det kan også være relevant at forholde sig kritisk til datakvaliteten, særligt hvor skel er af ældre dato eller hvor skel har lav kvalitetsklasse.

I nogle tilfælde giver det mening at få foretaget en skelretablering. I andre tilfælde er det mere hensigtsmæssigt at arbejde med løsninger, der reducerer risikoen, for eksempel ved at indgå aftaler med flere parter eller ved at holde en vis afstand til skel i placeringen af anlæg.

Der findes sjældent én rigtig tilgang. Det er en konkret vurdering fra projekt til projekt.

Når skel ikke bare er en linje

Skel er i sin essens en juridisk konstruktion. Men i praksis er det også præget af historik, anvendelse og de spor, som mange års brug sætter i landskabet.

Derfor er det heller ikke altid nok at kigge på matrikelkortet.

Skel er sjældent et problem – indtil det alligevel er det. Når det sker, opstår udfordringen ofte i mødet mellem det juridiske grundlag, den digitale gengivelse og den faktiske anvendelse.

Det er netop dér, den gode rådgivning ligger i at forstå forskellene og navigere sikkert imellem dem.

Vil du vide mere, så ræk endelig ud til os:

Camilla Gstir-Svenstrup, Landinspektør, Arealer og Rettigheder, 41 76 83 59

Ricky Weissenborn, Landinspektør, Arealer og Rettigheder, 41 76 24 45

Anne Blak Eskjær Mathiesen, Head of Discipline, Arealer og rettigheder, 41 76 00 60