hvem skal nu betale?

hvem skal betale for at sikre mod oversvømmelse af havvand i kystlandet?

Kommunale fælles kystbeskyttelsesprojekter er afgørende for at sikre mennesker, ejendom, natur og kultur, som befinder sig langs de danske kyster. Med prognoserne om stigende havvand og hyppigere ekstremvejrshændelser bliver sådanne projekter endnu mere vigtige i fremtiden. Spørgsmålet om hvem der skal betale, og hvor meget den enkelte skal betale, er især de diskussionsemner, der præger borgermøder om nye kystbeskyttelsesprojekter. Selvom det er muligt for kommunerne at finansiere hele eller dele af projekterne, er det typisk de berørte borgere, der finansierer det meste. Det er stadig nytteprincippet, der gælder når bidragspligten skalfastsættes.

nytteprincippet

Nytteprincippet indebærer, at der skal være tale om en konkret nytte hos dem, der pålægges at bidrage til dækning af omkostninger til anlæg og drift af et kystbeskyttende anlæg. Kommunen skal således forholde sig til, hvorledes det konkrete kystbeskyttelsesprojekt er sammensat, og hvem der opnår nytte af dets realisering. Praksis viser imidlertid, at det er ikke så let at administrere ud fra det princip.  Her kan f.eks. nævnes sagerne Gl. Skagen, Næsby Strand, Sommerhusområde Sunddraget, Jyllinge Nordmark, Kystbeskyttelse Korsør m.fl. For nogle projekter betyder finansieringsspørgsmålet en tidlig død for projektet. Der mangler opbakning hos de berørte borgere, og kommunerne kan ved manglende opbakning nedlægge projektet – også selvom det er dokumenteret, at der vil være et behov for at etablere de påtænkte foranstaltninger imod stigende havvand og stormflodsoversvømmelse.

Bidragsfordeling – hvem skal betale?

I tredje nummer af Tidsskrift for Miljø sætter Lærke Assenbjerg fokus på, hvordan bidragsfordelingen fastsættes, så den er lovlig, dvs. så den respekterer nytteprincippet, samt principperne om saglighed og ligebehandling i forhold til bebyrdende afgørelser.

Erfaringer fra praksis er bl.a. med til at præcisere, hvordan centrale begreber skal fortolkes bl.a. hvordan afgrænses ”ejere af fast ejendom”, som skal forstås bredere end blot grundejere. Bidragspligt kan også pålægges kommuners anlæg (fx. parkeringspladser), ledningsejere og forsyningsanlæg (el, vand, varme, telekommunikation) og infrastruktur (vejanlæg, jernbanespor, havne). I projekt Sunddraget slog Miljø- og Fødevareklagenævnet fast, at forsyningsejeren, der havde en transformerstation og enkelte kabelskabe beliggende i området på offentlig ejet ejendom på gæstevilkår, var omfattet af begrebet ”ejere af fast ejendom”.

saglige kriterier

Erfaringer fra praksis er bl.a. også med til at præcisere udmøntningen af nytteprincippet og fortolkningen af, hvornår de fastlagte kriterier i bidragsfordelingen er saglige. For at afgørelsen er lovlig, skal den både respektere legalitetsprincippet, den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning og en saglig fordelingsnøgle mellem ejere af fast ejendom baseret på den konkrete nytte af projektet. I praksis anvendes kriterier som terrænkote, sokkelkote, ejendomsværdi mfl. I Gl. Skagen-projektet blev afstanden til stranden oprindeligt anvendt som kriterie for fordelingen. Det var ikke fagligt begrundet og Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at det ikke var sagligt og dermed ikke lovligt. I den konkrete sag slog nævnet fast, at det hverken er et hensyn eller et formål med loven, at grundejere ved de danske kyster kollektivt skal bære de økonomiske omkostninger forbundet med kystbeskyttelsesprojektet. I Gl. Skagen projektet var der – udover private ejendomme – også historiske og kulturelle islæt, der blev beskyttet og her pegede nævnet på, at alle borgere i kommunen var nærmere til at bære denne omkostning end de ejere af fast ejendom, som lå forholdsvist tæt på kyststrækningen.

ekspropriation og erstatning

I visse projekter må grundejere i første række tåle, at der etableres et dige på deres ejendom. Der er hjemmel til ekspropriation i kystbeskyttelsesloven, men typisk vil der nok i stedet gøres brug af en frivillig aftale. I en sådan situation er det vigtigt at være opmærksom på, at den pågældende grundejers pligt til at bidrage til omkostningerne for anlægget ikke må blandes med en ekspropriationserstatning. En sådan sammenblanding fik kommunen lavet i projektet ved Næsby Strand, hvorefter, at ejeren der måtte tåle diget, klagede over manglende ekspropriationsproces, hvilket han, af Miljø- og Fødevareklagenævnet, fik medhold i. Det giver god mening, fordi reglerne om ekspropriationsprocessen giver borgeren ret til at indbringe erstatningsudmålingen for taksationskommission, hvilket er med til at sikre borgerens grundlovsfæstede beskyttelse imod afståelse af ejendom. En lille sidebemærkning, der ikke er behandlet i artiklen er, at der kan være tale om fradrag for fordele. Det var tilfældet i et kystbeskyttelsesprojekt i Odsherred hvor Overtaksationskommissionen fandt, at fordelene ved et dige oversteg servitutbyrden for de berørte kystejendomme og erstatningen blev derved fastsat til 0. kr.

VIGTIGT OG SVÆRT

Essensen af kommunale fælles kystbeskyttelsesprojekter er, at der er en gruppe af borgere, som ønsker at beskytte deres ejendomme mod oversvømmelser og de skader, det medfører. Der er derfor tale om projekter, der betyder noget væsentlig for de lokale borgere og virksomheder, men hvor de berørte borgere/virksomheder indbyrdes kan være uenige om projektet og betalingsforpligtelserne. Alle har et unikt sæt af interesser, som betyder noget lige netop for dem.

Kystbeskyttelsesprojekter, som skal beskytte mod oversvømmelse, er både vigtige og samtidig svære at få gennemført. De retlige forhold og sagsbehandlingen skal være korrekt. Er det korrekt, vil det kunne bidrage positivt til, at projekterne lykkes og i rette tid. Samtidig er det mest afgørende måske at opnå en god dialog med de berørte borgere og andre ejere af fast ejendom.

Det er også muligt, at der blandt Folketingets medlemmer kunne være overvejelser om, hvorvidt den retlige ramme for finansieringsmodellen er uhensigtsmæssig, når der er behov for at sikre os imod oversvømmelse af kysterne, men for nuværende må vi lave kystbeskyttelsesprojekter med den lovgivning, der gælder.

Artiklen kan læses i sin helhed i Tidsskrift for Miljø, Årgang 2023 (4) s. 67-79.

Vil du vide mere?

Lærke Assenbjerg, Ph.d., jurist, mobil 4176 0306, leag@cowi.com

Anne Blak Eskjær Mathiesen, Cand.jur., Senior specialist, mobil 4176 0060, aemn@cowi.com

Karina Anna Petersen, Landinspektør, markedschef, mobil 4176 4681, kapt@cowi.com