I forrige indlæg skrev vi om begrebet fuldstændig erstatning, herunder at der faktisk er tab, som man ikke har krav på erstatning for.
I 2019 åbnede Metro Cityringen for passagerer, men anlægsarbejderne stod på i adskillige år inden. En principiel sag om erstatning og vejadgang har verseret siden 2014 og er for nylig blevet afgjort ved Østre Landsret. Sagen er dermed blevet behandlet af ikke mindre end fire erstatningsfastsættende instanser og man kan i hvert fald ikke hævde, at synspunkterne ikke er blevet meget grundigt behandlet.
Sagen drejer sig om et dækfirma på Nørrebro i København. Under anlægget af en metrostation på Nørrebro blev gaden afspærret i den ene ende, først midlertidigt, siden hen permanent for biltrafik, og gaden er dermed blevet til en blind vej.
Ejeren af virksomheden krævede erstatning for:
- mistet omsætning, da en del strøgkunder forsvandt efter lukningen af gaden, og
- besværlige tilkørselsforhold, da afspærringen af gaden gjorde det mere besværligt at få leveret og afhentet dæk. Visse leverandører nægtede at køre ind i den blinde gade, andre tog ekstrabetaling på grund af ekstra tidsforbrug eller benyttelse af mindre lastbiler.
Det hører med til historien, at der i perioder var intensiv arbejdskørsel via gaden til Metroselskabets byggeplads, så det var svært at komme frem i gaden på grund af ventende eller parkerede arbejdskøretøjer.
For landsretten opgjorde ejeren sit tab på omsætningen i hele anlægsperioden til ca. 3,5 mio. kr.
Enighed
Alle instanser var enige om, at virksomheden ikke skulle have erstatning for mistet omsætning som følge af de ændrede vejforhold. Her var der ingen slinger i valsen, og dermed fastholdes det primære princip om, at beliggenheden ved en vej ikke er et beskyttet gode, der kan kapitaliseres. Det er derimod en chance, der kan ændre sig uden ret til kompensation, hvis det offentlige ændrer vejforholdene ved ombygning, afspærring, midterrabat, ensretning osv.. Ingen instanser vurderede, at der var tale om så ekstraordinære gener, at erstatning kunne komme på tale (jf. sagerne fra Lyngbyvej U1976.86H, Ullerichs Konfektion U2002.1152Ø og Fredgaard KFE2004.191).
Uenighed
De forskellige instanser var derimod ikke enige, når det kom til spørgsmålet om erstatning for ulemper i forbindelse med varelevering og -afhentning. Når uenigheden overhovedet kan opstå, er det fordi en grundejer eller virksomhedsejer i nogle tilfælde kan have ret til erstatning for driftsmæssige ulemper. Men der er altså en grænse…
Ekspropriationskommissionen kom frem til, at der var så væsentligt håndteringsbesvær i forbindelse med vareleverancer og behov for ekstra skiltning m.m., at der burde ydes en ulempeerstatning på 25.000 kr.
Taksationskommissionen kom frem til, at der var tale om ekstraordinære gener, og at tålegrænsen ved varelevering var overskredet. Herefter blev erstatningen forhøjet til 100.000 kr.
Byretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Taksationskommissionens vurdering og fastholdt erstatningen på 100.000 kr. Byretten konstaterede, at Metroselskabets intensive og vedvarende anvendelse af området til arbejdspladskørsel og kørsel og parkering med tunge køretøjer medførte betydelige gener for dækfirmaet.
Afgørelsen
Landsretten startede med at konstatere, at selvom sagen skulle afgøres ud fra naboretlige principper, så skulle vejlovens principper stadig finde anvendelse. Landsretten konstaterede derefter, at generne ved til- og frakørsel, parkering samt begrænset synlighed ikke gik ud over, hvad der med den pågældende beliggenhed måtte tåles. Der var altså ikke tale om ekstraordinære ulemper, som væsentligt oversteg, hvad der måtte anses for påregneligt efter de stedlige forhold. Herefter bortfaldt al erstatning til dækfirmaet.
Sagens resultat ved Østre Landsret blev altså, at ejeren skulle tilbagebetale de 100.000 kr. i erstatning, som var blevet tilkendt af Taksationskommissionen. Desuden skulle ejeren betale 76.700 kr. i sagsomkostninger.
Det er nærliggende at spørge, om der findes forskellige nuancer af ekstraordinære gener: Én der gælder i forhold til omsætningsnedgang, og én der gælder i forhold til mere driftsmæssige forhold? Det mente de tre første instanser, at der gjorde. Østre Landsret puttede derimod alle ingredienser i samme gryde og slog fast, at der på ingen punkter var tale om ulemper, der overskred tålegrænsen. Østre Landsrets konklusion betyder næppe, at det ikke er muligt at skelne mellem de to typer af gener. F.eks. kunne kunderne være på forsiden af ejendommen og driften på bagsiden af ejendommen – og de kan forstyrres uafhængigt af hinanden.
Vil du vide mere…
Mads Sanddal Jeppesen, msje@cowi.com, +45 5640 6642, LinkedIn
treoghalvfjerds 