Langdistanceforhold kan være hårde og slide på relationen. Afstanden stiller større krav til den verbale kommunikation og det kan være svært at relatere til livet på den anden ende af Skype-forbindelsen. I vores tilfælde skaber de cirka 7000 kilometers afstand til Indien også en kulturel udfordring. Men derfor kan man stadig, ved hjælp af hårdt arbejdet og velvilje, godt få en rigtig god CAD-produktion op at køre, selvom der er langt fra Gurugram til Lyngby!
Når man ikke ser sin kollega ofte, men gerne vil dele store og små detaljer, er man nødt til at øve sig på, at beskrive sine egne oplevelser i en kontekst som forstås i den anden ende. Dette kan i sig selv, være en udfordring. Er man ikke vant til at italesætte problemstillingerne på engelsk, kan langdistanceforholdet gå hen og blive besværligt. Hvis man er den snaksaglige type, er udfordringen måske nærmere at finde en kommunikationsbalance. Kommunikation i et interkulturelt miljø er bare anderledes, men en øget globalisering gør det vigtigere og vigtigere. Derfor har vi i afdelingen udover det rent CAD tekniske nu også et øget fokus på netop det. Intention og tolkning i forhold til forskelle i kultur er relevante. I Indien er det at kigge folk i øjnene f.eks. ikke et udtryk for interesse, men manglende respekt. Det kan godt gøre et møde akavet, fordi intention og tolkning ikke stemmer overens. Derudover kan det være svært at få kritisk feedback tilbage. Det handler derfor om i det daglige arbejdet at have skarpe definitioner for fagtermer på engelsk. At man ikke nødvendigvis giver feedback, men feedforward hvor det anskueliggøres hvad der kan forbedre arbejdet næste gang. På den måde slipper man for at trampe i hvad der gik galt, men kigger i stedet fremad. Det kan være fristende at mene at man altid har ret i den ene ende, men man bliver nødt til at favne forskelligheden og anerkendelsen af at den ene måde at opfatte tingene på ikke er rigtigere eller bedre, udover at nordpilen bestemt skal være i øvre højre hjørne!
Vores kollegaer i Indien har en masse tekniske evner som vi ikke besidder på nogle af projekterne i Danmark og derfor er udgangspunktet for samarbejdet også rigtig godt og vi komplimenterer hinanden godt. Men der bør dog i disse langdistanceforhold tages alle de hjælpemidler i brug der kan for at få det til at køre gnidningsfrit. Udover kommunikation er planlægning derfor alfa og omega! Planlægning er vigtigt dels for at have styr på arbejdets rækkefølge og deadlines, men også for at være så effektive som overhovedet muligt og her giver de 4,5 times tidsforskel en udfordring. Der skal således være arbejde forberedt til næste dag, når vi går hjem i Danmark, for at de i Indien ikke sidder på Stand-By indtil vi møder op. Derudover er den konstante kontakt via skype, i form af både chat og samtale, vigtig. Uden flow i kommunikation, forsvinder flowet i arbejdet. Der skal udarbejdes mindre deadlines og faste møder – og de skal overholdes! Derudover skal lavpraktiske ting som nationale højtider og helligdage fra begge sider tænkes ind i arbejdet for at minimere spildtid.
Udover at være effektiv, skal der være tid til at vise dem projektet i det store billede og forklare, om ændringerne er noget der ikke er godt nok, eller i stedet er afledt af ændringer i projekter, for at de kan føle ejerskab om projektet. De skal inddrages i projekter og processer, døren skal stå åben, så de ikke føler de arbejder ved at kigge ind ad nøglehullet.
Forholdet overlever dog ikke uden at vi i sidste ende mødes IRL. At se kropssprog og ansigtsmimik og have oplevelser sammen som ikke drejer sig om matrikelnumre og vejnavne giver et andet lag til den fælles forståelse. At opleve stemningen på udebane frem for i de trygge rammer på hjemmebanen, kan være en øjenåbner, især i forhold til ens egne vaner og metoder.
Det seneste møde har bekræftet at vi er på rette vej i vores udvikling. Men forhåbningerne om at tage forholdet til det næste niveau er blevet knyttet til reelle ting der kan forbedres. Ikke mindst på grund af muligheden for at se hvordan andre afdelinger i COWI arbejder med vores indiske kollegaer. Vi har unikke muligheder i forhold til samarbejdet når vi samtidig deler firma med de skarpeste ingeniører og andre fagprofiler.
Vi er nu tættere på hinanden end nogensinde, fordi vi ved hvor langt der er mellem os. Samtidig med at CAD-produktionen kører, bliver vores internationale profil skærpet efterhånden som vi bliver vant til samarbejde på tværs af kulturer.
Vi arbejder med tegningsproduktion via vores indiske kollegaer hver eneste dag og ligger inde med en enorm viden og erfaring, i forhold til store som små opgaver. Vi er altid klar til at bidrage til en smidig tegningsproduktion eller ved afklarende spørgsmål i forhold til dette. Dette handler ikke udelukkende om CAD, men samme ydelser vil i fremtiden også være at finde: BIM og GIS og VR og m.m.
Vil du vide mere?
Nikolaj Niss Hansen, nnha@cowi.com, LinkedIn