I dette indlæg belyses den fagkundskab, der er i de kommunale taksationskommissioner. En fagkundskab, der blandt domstolene vægtes højt, og som det må antages er en af de væsentligste grunde til, at taksationskommissionerne er nedsat. Indlægget er skrevet på baggrund af min ph.d.-afhandling: Vandløbssager i den kommunale taksationskommission – i en retlig belysning, der blev forsvaret den 12. oktober 2017 på Syddansk Universitet, Juridisk Institut.
Når en kommune skal ekspropriere, og der mellem kommunen og den eksproprierede lodsejer er uenighed om erstatningens størrelse, skal spørgsmålet indbringes for en af de 15 kommunale taksationskommissioner. Taksationskommissionerne er sammensat dels af transportministeren, dels af kommissionens formand. En kommission består af en formand og to medlemmer. Den direkte sagkundskab i kommissionen skal således findes hos disse. Kommissionens fagkundskab består dels af medlemmernes faglighed, dels af de muligheder, kommissionen har for at indhente sagkundskab. Det er både kommissionens fagkundskab og den forståelse, der i omverdenen – navnlig ved domstolene – er af kommissionens fagkundskab, der kort belyses i det følgende.
Den kommunale taksationskommissions kendelse kan ankes til overtaksationskommissionen som rekursinstans, og det er først herefter, at sagen kan indbringes for domstolene, når der er tale om erstatning for ekspropriation. En erstatningssag vedrørende ekspropriation har derfor altid været igennem taksationssystemet, inden den indbringes for domstolene. Derfor har det en betydning, hvilken vægt kommissionens sagkundskab tillægges af domstolene. Se herom nedenfor.
Formandens sagkundskab
Formanden udpeges af transportministeren for en seksårig periode, jf. vejlovens § 105, stk. 2. Det tidligere krav om, at alle formænd var byretsdommer af hverv, blev ophævet i 1991. I praksis er samtlige formænd dog fortsat byretsdommere. Kravene til formanden er ændret ad nogle omgange. En af de største ændringer var, ud over ændringen i 1991, den ændring der skete i 2015, hvorefter det ikke længere er et krav, at formanden skal have en juridisk kandidateksamen, men at personer der har tilsvarende juridiske kvalifikationer ligeledes kan være formænd. I bemærkningerne ses det, at ændringen skyldtes, at der har været problemer med at tiltrække tilstrækkelig med formænd, hvorved der derfor gennem lovgivningen er åbnet op for, at ikke-jurister kan besidde formandshvervet, jf. bemærkningerne i lovforslag nr. 21 af 7. oktober 2015 om ændring af lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom samt lov om offentlige veje. Ændringen gjaldt både de statslige og de kommunale taksationskommissioner, selv om rekrutteringsproblemerne nok primært gælder de statslige taksationskommissioner. Ændringen af kvalifikationskravet muliggør, at flere personer kan udnævnes og er dermed i princippet en lempelse af kvalifikationskravet. De tilsvarende juridiske kvalifikationer, som stilles til personer uden en juridisk kandidateksamen, er dog så høje, at det kan diskuteres, hvor meget man egentlig har ændret kravene. Bemærkningerne anfører således, at personer med en ph.d.- eller doktorgrad i jura vil være kvalificerede, selvom formandskandidaten ikke har en juridisk kandidateksamen. Det må derfor antages at være et beskedent rekrutteringsmarked, der er åbnet op for blandt ikke-jurister. Uagtet rækkevidden af lovændringen i 2015, kan det helt kortfattet anføres, at formanden skal besidde juridiske kundskaber.
Kommissionens medlemmer
De øvrige medlemmer skal ikke have nogen juridiske kompetencer, men de skal have indsigt i vurdering af fast ejendom. Disse medlemmer udpeges af formanden til de enkelte sager, jf. vejlovens § 105, stk. 2. I praksis ses det ofte, at det er de samme medlemmer, der udgør kommissionen fra sag til sag, men denne stabilitet er ikke sikret gennem lovgivningen. Lovgivningen giver formændene mulighed for at sammensætte kommissionerne mere fleksibelt. Ifølge den tidligere vejlovs § 60 skulle medlemmerne have en behørig indsigt i vurdering af fast ejendom. Ved lovforslag nr. 20 om forslag til lov om offentlige veje m.v., der blev fremsat den 8. oktober 2014, blev vejlovens tidligere § 60 ændret fra behørig indsigt i vurdering af fast ejendom til indsigt i vurdering af fast ejendom i lovforslagets § 108. Der skete således en lempelse af kravet fra behørig indsigt til blot indsigt. Både kravet i den tidligere § 60 og det nuværende krav i § 108 er uden yderligere referencer eller angivelser af, hvad der kvalificerer til en sådan viden. Hvad der ligger i kravet om: indsigt i vurdering af fast ejendom er således ikke klart. Det kan ikke antages, at en specifik uddannelsesmæssig viden er krævet, såsom f.eks. en uddannelse som ejendomsmægler. Loven indeholder således ikke et sådan specifikt uddannelseskrav, og en gennemgang af de lister, som formanden vælger medlemmerne ud fra, viser ikke et fast mønster i hvilken profession medlemmerne har. Medlemmernes stillingsbetegelser er således blandt andet angivet som landmænd, selvstændig, pensioneret skoleleder, advokat m.v. Hvorledes eller hvornår den viden, der stilles krav om, er opnået, er heller ikke fast angivet. Er det når medlemmet selv har købt eller solgt fast ejendom, har fulgt med i ejendomsmarkedet eller set tv-programmet Hammerslag?
Politisk ”sagkundskab”
Måske skal svaret på kommissionsmedlemmernes sagkundskab ikke nødvendigvis findes i deres saglige kompetencer, som angivet i loven, men i det lokalpolitiske spil. I hver kommunalbestyrelse udpeges to personer, som skal have indsigt i vurdering af fast ejendom, til Transportministeriet. Herefter sender Transportministeriet listerne med de udpegede personer ud til taksationsformændene, som ud fra listerne udpeger to medlemmer. Medlemmer er kun udpeget til listen for en fireårig periode, svarende til den periode, som kommunalbestyrelsen er funktionsdygtig i, jf. vejlovens § 105, stk. 3. Kommunalbestyrelsernes udpegninger kan måske tænkes mere at rumme en politisk udpegning end en sagkyndig udpegning? Dette postulat er dog ikke undersøgt nærmere, men blot forfatterens tanke.
Kommissionens sagkundskab kan være vanskelig at definere
Den sagkundskab, som kommissionen efter lovgivers anvisning skal besidde, er derfor på papiret en juridisk indsigt gennem formanden og en indsigt i vurdering af fast ejendom gennem de to medlemmer. De konkrete og skrappe krav, som loven stiller til formandens juridiske kundskaber, ses omvendt ikke at være gældende for medlemmernes viden om vurdering af fast ejendom. Hvad medlemmernes viden om vurdering af fast ejendom rummer er end ikke muligt at fastlægge, hverken ud fra loven eller ud fra en gennemgang af de medlemmer, der er udpeget. Kommissionerne har mulighed for at tilføje yderligere sagkundskab og i ekspropriationssagerne har kommissionen fast en landinspektør med under sagens gang efter vejlovens § 109, stk. 1. Landinspektøren er ikke en del af kommissionen, men fungerer som kommissionens sagkyndige rådgiver.
Aftagernes forståelse af kommissionens sagkundskab
Det er naturligvis et noget diffust område at undersøge, hvordan aftagerne/omverdenen ser kommissionernes sagkundskab. Højesteret har dog i 2009 udtalt sig klart om dens syn på kommissionens sagkundskab, ligesom enkelte kommissioner selv har udtalt sig ganske klart om deres sagkundskab. I U.2009.2977H anfører Højesteret, at den saglige viden, som medlemmerne skal have efter vejloven, gør, at kommissionen er særligt kyndig inden for vurdering af fast ejendom. Sagen handlede om overtagelse af en ubebygget strandgrund i medfør af planlovens § 48. Mens sagen verserede for overtaksationskommissionen, anmodede lodsejeren om, at der ved domstolene blev foretaget isoleret bevisoptagelse i form af syn og skøn med henblik på at fastslå markedsværdien af grunden. Tanken var, at syn og skøns-erklæringen skulle fremlægges i taksationssagen. Højesteret afslog begæringen og begrundede det med, at der som følge af reglerne om kommissionens sagkundskab og sagsbehandling i øvrigt ikke i almindelighed er behov for at gennemføre isoleret bevisoptagelse i form af syn og skøn med henblik på at fremlægge erklæringen for taksationskommissionerne.
En af kommissionerne har ligeledes afvist dækning af beløb som en lodsejer havde afholdt til en vurdering fra en ejendomsmægler: ”idet kommissionen må anses at være i besiddelse af den fornødne vurderingskyndige indsigt”, jf. Taksationskommissionen for Nordjyllands Taks 8/2010. Det faktum, at en taksationskommission anser sig som i besiddelse af den fornødne vurderingskyndige indsigt, kan dels være rigtig, dels kan det ikke tages til indtægt for de øvrige 14 kommissioners holdninger i den henseende. En overtaksationskommission er imidlertid nået til det samme resultat i KFE 2002.251, hvorfor der synes at være en ensartet linje i kommissionernes vurdering af egen sagkundskab.
Højesterets udtalelse i 2009 er markant og forståelig. Taksationskommissionerne er et specialiseret klagesystem, som næsten udelukkende beskæftiger sig med fastsættelse af erstatning ved ekspropriation. Et system, som alle erstatningssager skal igennem, og som gennem lovgivningen er forsøgt tillagt specifikke saglige kundskaber. Derfor er det forståeligt, at Højesteret tillægger dette system sagkundskab.
Hvorvidt sagkundskaben i kommissionerne er reel, eller om lovgivningen tildeler kommissionerne nogle lånte fjer, er omvendt usikkert. Lovgivningen er i praksis ikke garant for den specifikke sagkundskab, som den bør være, hvilket kan sætte både lodsejer, virksomheder og kommuner i nogle vanskelige situationer, hvis sagkundskaben reelt ikke er til stede i en konkret sag.
Indlægget er skrevet af adjunkt, ph.d., cand.jur. Vibe Thimgaard Knoop, Københavns Universitet. Hun har i november 2017 holdt et indlæg om samme emne på den årlige fagdag i COWIs afd. 1102 Areal & Rettigheder.
Hvis du har spørgsmål til indlægget, er du velkommen til at kontakte:
Peter Mortensen / pemo@cowi.com
treoghalvfjerds 