Navnlig i Syddanmark, men også mange andre steder, findes der langs offentlige veje oversigtsarealer, som er reserveret for længe siden, og som i matriklen er udskilt som vejarealer. Over tid kan disse arealer være blevet taget i brug af private lodsejere til private formål, som f.eks. haveareal eller lignende. Brugen kan have fundet sted over lang tid, f.eks. som følge af at vejmyndigheden ikke har været opmærksom på den ændrede anvendelse, eller bevidst har undladt at påtale denne ud fra en forventning om, at anvendelsen var ulovlig og til enhver tid kunne kræves lovliggjort. Brugen kan af vejmyndigheden efter omstændighederne også have været anset for hensigtsmæssig, fordi den private lodsejer har foretaget en pleje af beplantning på arealerne, som vejmyndigheden ellers selv skulle have foretaget.
Ved realisering af nye vejprojekter som f.eks. cykelstier og rundkørsler kan sådanne oversigtsarealer få en central rolle. Arealerne kan f.eks. muliggøre, at vejprojektet kan realiseres, uden at der skal eksproprieres arealer, fordi hele projektet kan rummes på oversigtsarealerne. Men, hvis private lodsejere har rådet over oversigtsarealerne, opstår spørgsmålet, om vejprojektet alligevel kan gennemføres uden at betale erstatning til lodsejerne?
Retsstillingen
Retsstillingen er for så vidt klar: Oversigtsarealerne er særskilt matrikuleret og ejendomsretten til arealerne tilhører vejmyndigheden, sammenlign lov om offentlige veje § 60, stk. 1. Private lodsejere har derfor ingen adkomst til arealerne og råder i strid med vejmyndighedens ejendomsret, hvis arealerne inddrages til haveformål eller andet. Uanset, at brugen måtte være sket upåtalt i en længere årrække, vil private lodsejere ikke kunne vinde hævd på brugen af arealet. Dette følger af lov om offentlige veje § 60, stk. 2, hvorefter hævd ikke kan vindes over offentlige veje, hvis arealer er udskilt i matriklen, medmindre hævd er vundet, inden vejarealet blev udskilt. Vejmyndigheden kan således – om nødvendigt med fogedrettens hjælp – kræve oversigtsarealerne ryddet for den private lodsejers regning – eventuelt efter en fastlæggelse af skellets placering ved en skelforretning.
Praksis ved ekspropriation
Retsstillingen er principielt den samme, uanset om vejprojektet kan gennemføres alene ved brug af oversigtsarealerne, eller om der tillige er behov for at ekspropriere yderligere arealer. I praksis ses spørgsmålet dog ofte behandlet af taksationsmyndighederne i forbindelse med ekspropriation. Taksationsyndighederne tager således ofte stilling til de udskilte oversigtsarealer, selv om disse ikke skal eksproprieres.
Såfremt private lodsejere har rådet retsstridigt over de udskilte oversigtsarealer, bør taksationsmyndigheden som klart udgangspunkt nå frem til, at der ikke gives erstatning for det tab, som lodsejeren lider ved at arealerne ryddes – f.eks. ved fjernelse af hegn, beplantning eller bebyggelse. I praksis vil vejmyndigheden ofte tilbyde at rydde arealet, uden at lodsejeren skal betale herfor, men der er ingen forpligtelse hertil.
Eksempel 1: Den ulovlige havemur
I kendelse af 11. maj 2009 fra Taksationskommissionen for Sjælland m.v. (Ta I 4/08), stadfæstede Taksationskommissionen Ekspropriationskommissionens kendelse, om at der ikke skulle ydes erstatning for fjernelse af en havemur, der var ulovligt opført på et vejareal. Det blev bestemt, at Vejdirektoratet fjernede muren uden beregning for lodsejeren, hvilket Vejdirektoratet ikke havde modsat sig.
Eksempel 2: Den delvist ulovlige træningsbane
Der er dog næppe tvivl om, at private lodsejere undertiden faktisk tilkendes kompensation trods den retsstridige anvendelse. Eksempelvis behandlede den samme taksationskommission i en kendelse af 26. januar 2016 (Ta I 24/14) en sag om en træningsbane til heste.
Banen var anlagt delvist på et af Vejdirektoratet ejet areal langs en motorvej, delvist på et areal ejet af naboen samt delvist på lodsejerens eget areal. Taksationskommissionen tog ikke hensyn til, at en del af træningsbanen lå på Vejdirektoratets areal ved fastsættelsen af ekspropriationserstatningen for mistet træningsbane. Kommissionen anførte følgende:
“For så vidt angår det af Banedanmark anførte om, at træningsbanen delvist er anlagt på et areal, der tilhører hhv. ejeren af naboejendommen og Vejdirektoratet, finder Taksationskommissionen, at dette er et anliggende mellem bruger og ejerne af de omhandlede arealer. Det fremgår af oplysningerne i sagen, at der foreligger en aftale med ejeren af naboejendommen … om anvendelse til træningsbane. Der foreligger ikke oplysninger om, at Vejdirektoratet har gjort indsigelse mod den delvise overskridelse af skellinjen til den af Vejdirektoratet ejede strimmel langs med motorvejen.
Selvom ejerne ikke har kunnet påregne, at de pågældende arealer ville stå til rådighed til anvendelse som træningsbane i en længere årrække, finder Taksationskommissionen ikke grundlag for at antage, at der ikke skal ydes fuld erstatning for tabet af træningsbanen, der er en direkte følge af ekspropriationen.”
Konsekvenser af taksationspraksis
De to sager er ikke fuldt sammenlignelige, da træningsbanen – i modsætning til havemuren – delvist var beliggende på lodsejerens eget areal, der skulle eksproprieres. Der var således ikke tvivl om, at der skulle betales ekspropriationserstatning til lodsejeren i forhold til det areal, som han selv ejede. Spørgsmålet var, om det forhold, at dele af banen ikke var lovligt anlagt, skulle have indflydelse på erstatningens størrelse – skulle der betales erstatning for hele travbanen?
Det interessante ved afgørelsen er, at Taksationskommissionen i sin argumentation for ikke at tillægge den delvise ulovlige placering betydning lægger vægt på, at Vejdirektoratet ikke havde gjort indsigelse mod den delvise overskridelse af skellinjen til den af Vejdirektoratet ejede strimmel langs med motorvejen. Hvad der ligger heri er ikke tydeligt.
Det er klart, at lodsejeren ikke kunne have haft en forventning om at opretholde træningsbanen, hvis Vejdirektoratet rent faktisk havde gjort indsigelse herimod.
Men betyder Vejdirektoratets manglende indsigelse, at lodsejeren får en ret til at have træningsbanen liggende og dermed en ret til (fuld) ekspropriationserstatning?
Kendelsen synes at forudsætte en vis pligt for vejmyndigheden til at reagere i forhold til ulovlig anvendelse af vejarealet, hvis den private lodsejer ikke skal vinde ret til en ulovlig råden. Anlægsmyndigheden havde i sagen anført, at træningsbanen kun havde eksisteret i ca. 10 år, og at der ikke kunne vindes hævd over vejarealer. Det kan derfor ikke antages, at Taksationskommissionens afgørelse er begrundet i betragtninger om, at lodsejeren havde vundet hævd til brugen af vejarealet.
Muligvis bygger afgørelsen på nogle tanker om, at vejmyndighedens håndhævelsesret kan mistes ved passivitet. Imidlertid er det vejmyndighedens ejendomsret, der skal håndhæves, og ejendomsret kan alene fortabes ved ekstinktion (tinglysning af rettigheder i god tro) eller hævd – ikke ved almindelig passivitet.
På den baggrund er det tvivlsomt, om nyere taksationspraksis vil tillægge det betydning, at vejmyndigheden ikke har påtalt krænkelser af vejmyndighedens ejendomsret, og i givet fald, hvilken betydning det vil have for lodsejerens krav på erstatning. Vejmyndighederne bør derfor i højere grad end hidtil overveje at påtale ulovlig anvendelse af udskilte vejarealer.
Når der ikke er behov for ekspropriation
Selv om vejmyndigheden kan kræve private lodsejeres ulovlige råden over vejearealer bragt til ophør og arealerne ryddet for lodsejerens regning, vil der kunne forekomme tilfælde, hvor vejmyndigheden kan have en interesse i at kompensere lodsejeren for eventuelle tab ved rømningen af arealet. Kommunerne er vejmyndighed, og der kan i kommunerne undertiden være et ønske om, at konflikter med borgerne ikke løses retligt, men i mindelighed og mod en vis kompensation. En udbetaling af kompensation bør imidlertid overvejes nøje, dels for at undgå at en sådan betaling skaber præcedens i kommende sager, dels for at sikre at vejmyndigheden/kommunen ikke handler i strid med kommunalfuldmagten ved at udbetale beløb til borgere i tilfælde, hvor kommunen ikke er retligt forpligtet til det, idet der således kan være tale om støtte til enkeltpersoner. Men, såfremt det i taksationspraksis fastlægges, at vejmyndigheden er forpligtet til at påtale ulovlig anvendelse, kan dette smitte af på vejmyndighedernes forpligtelse i almindelighed, således at manglende påtale kan føre til, at kompensation må betales til private lodsejere også uden for ekspropriationstilfælde.
Behov for kortlægning
Rækkevidden af nyere taksationspraksis er ikke klar, men vejmyndighederne bør dog overveje, om der er behov for at kortlægge oversigtsarealer – f.eks. i sammenhæng med en sortpletsanalyse – og sikre, at arealerne er udmatrikuleret for derved at udelukke hævd, samt overveje at påtale eventuel ulovlig privat brug af disse arealer.
Vil du vide mere?
Peter Mortensen, Seniorjurist, professor, dr.jur.
pemo@cowi.dk
5640 2452
treoghalvfjerds 