Ledninger i nedlagte vejarealer

Hvad sker der med ledningers rettigheder, når vejarealer nedlægges?

Når allerede udviklede områder skal videreudvikles, f.eks. efter etablering af et større infrastrukturanlæg, opstår der ofte den problemstilling, at vejarealer bliver til overs. I sådanne situationer vil vejmyndigheden som en naturlig del af deres myndighedsudøvelse have pligt til at overveje at nedlægge veje, som ikke længere er nødvendige. Beslutning om at nedlægge et vejareal sker som udgangspunkt som en erstatningsfri regulering, medmindre lodsejere har en egentlig ret til at bevare vejen.

Et eksempel fremgår af figur 1. I forbindelse med etablering af en omfartsvej (A1) til aflastning af den eksisterende Onsvedvej opstår der en række afskårne arealer (B1-B5). Ved arealerne B1 og B5 forudsættes dele af den hidtidige vej nedlagt, og arealerne inklusiv det tidligere vejareal sammenlagt med naboejendommene.

 

Hvis der er placeret ledninger i det vejareal, som nedlægges, har ledningsejeren ikke en egentlig ret til at bevare vejen. Ledningsejerens ret er ikke knyttet til arealets anvendelse som vej. Ledningsejerens ret er en ret til at have ledningen liggende i arealet. Denne ret påvirkes som udgangspunkt ikke af, at vejen nedlægges.

For så vidt angår de ledninger, som ligger i det nedlagte vejareal, og som i sin tid blev anlagt i vejen efter vejlovens gæsteprincip, opstår spørgsmålet, på hvilke vilkår disse ledninger nu ligger, efter vejen er blevet nedlagt?

Ledningerne kan ikke længere være omfattet af vejlovens gæsteprincip, da de ikke længere ligger i et vejareal og dermed falder uden for vejlovens anvendelsesområde. Ledningsejeren kan ikke uden videre opnå bedre rettigheder, end før arealet ændrede status ved nedlæggelsen af vejen. Omvendt skal ledningsejeren heller ikke tåle at blive stillet ringere som følge af vejnedlæggelsen. Er der tale om nedlæggelsen af en kommunevej, vil ledningen vil efter nedlæggelsen ligge i et kommunalt areal (eller et privat areal, hvis kommunen har afhændet arealet til tredjemand). Ledningen vil som udgangspunkt ikke være beskyttet af en beskyttelsesdeklaration, og ledningen vil stadig ligge på gæstevilkår – nu dog efter det ulovbestemte gæsteprincip. Dette er også lagt til grund af Transportministeriet i en afgørelse af 9. marts 2012, hvor ministeriet anførte, ”…at ledninger, der er placeret i et vejareal efter gæsteprincippet i vejlovens § 106, stk. 1, [ny vejlovs § 77, stk. 1] efter nedlæggelsen af vejarealet ligger på de vilkår, der følger af det ulovbestemte gæsteprincip.” Endvidere vurderede ministeriet, at det følger af U 2009.2978 H (Motorring 3-dommen), at såfremt kommunen senere overdrager det nedlagte vejareal til tredjemand, indtræder erhververen i kommunens pligter og rettigheder vedrørende det nedlagte vejareal.

Det følger imidlertid af vejlovens § 127, stk. 3, der er trådt i kraft efter Transportministeriets afgørelse, at ledningsejeren ved nedlæggelse af et vejareal kan kræve, at kommunalbestyrelsen lader en ledningsdeklaration tinglyse på arealet. Ledningsejeren afholder udgifterne forbundet hermed. Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen er formålet med stk. 3 at sikre, at senere erhververe og fordringshavere til arealet gøres bekendt med ledningens tilstedeværelse i arealet, herunder om ledningerne ligger efter gæsteprincippets vilkår.

Vejlovens § 127, stk. 3, regulerer ikke indholdet af ledningsejerens ret – herunder om ledningen fortsat ligger på gæsteprincippet. Bestemmelsen giver alene ledningsejeren et krav på at få tinglyst en ledningsdeklaration, der beskriver ledningsejerens aktuelle retsstilling, mod at bære omkostningerne til udarbejdelse og tinglysning af deklarationen. Det forhold, at der tinglyses en deklaration, indebærer ikke nødvendigvis i sig selv, at gæsteprincippet er fraveget, sammenlign U 2015.2854 H (Vintappersagen), hvor en almindelig beskyttelsesdeklaration ikke indebar en fravigelse af gæsteprincippet. Hvis ledningsejeren således i forbindelse med tinglysning af en deklaration efter vejlovens § 127, stk. 3, ønsker at fravige gæsteprincippet, må dette ske efter aftale med kommunen og i givet fald forventeligt mod vederlag.

Som nævnt skal ledningsejeren ikke tåle en forringelse af sin retsstilling, som følge af at vejen nedlægges. Da ledningen lå i vejen, var det kun ændret anvendelse, som udsprang af vejformål, der kunne udløse, at ledningsejeren skulle betale for en omlægning af ledningen. Dette fremgår specifikt af vejlovens gæsteprincip. Når ledningen efter vejens nedlæggelse ligger på det ulovbestemte gæsteprincip, kan det dog hævdes, at ledningsejerens retsstilling er forringet, fordi der nu er et utal af andre saglige grunde til at ledningsejeren kan blive bedt om at flytte sin ledning for egen regning.

Denne ringere retsstilling udspringer af vejmyndighedens afgørelse om at nedlægge vejen, hvilket som ovenfor nævnt kan ske, uden at ledningsejeren kan modsætte sig det, og uden erstatning, da det sker som en erstatningsfri regulering. Ledningsejeren har som udgangspunkt alene ret til at have sin ledning liggende, men har ikke en ret til at kræve, at vejarealet ikke ændrer anvendelse. I den nye vejlov er det i øvrigt præciseret, at der skal være tale om ”…arbejder, der iværksættes af vejmyndigheden inden for rammerne af de formål, som vejmyndigheden kan varetage.” Efter vejlovens § 15 kan kommunalbestyrelsen som vejmyndighed bestemme, at veje skal nedlægges. Efter vejlovens § 127, stk. 1, råder kommunalbestyrelsen frit over det nedlagte vejareal – herunder ved overdragelse til en privat ejendomsudvikler. Derfor handler kommunen sagligt ved at nedlægge en vej for at muliggøre anlægs- og udviklingsformål, når nedlæggelsen af vejen i øvrigt kan ske i forhold til de ejendomme, som vejen vejforsyner.

Som anført i Højesterets dom om Vintapperrampen (U 2015.2854 H) har arealejeren ved en ændret arealanvendelse pligt til at tage ledningsejerens interesser i betragtning og undgå at denne påføres unødvendige udgifter. Heri ligger, at der skal være en saglig grund til at bede ledningsejeren om at flytte sig. Dette må imidlertid gælde både ved det lovbestemte og det ulovbestemte gæsteprincip. Når en ledning ligger i vejareal, er det i vejloven blot reguleret, at de eneste saglige grunde er formål, som vejmyndigheden kan varetage (vejformål). Reguleringen af pligten til at varetage ledningsejerens interesser bygger dog på forskellige hjemmelsgrundlag, afhængig af, om arealet ejer er en offentlig myndighed (vejmyndigheden) eller en privat lodsejer. Den offentlige myndighed skal respektere almindelige forvaltningsretlige regler, mens den private lodsejer har en almindelig loyalitetsforpligtelse.

 

Vil du vide mere?

Stine Møller Boye, Juridisk Konsulent
SMBO@cowi.com
56 40 39 89

eller

Vestdanmark:
Martin Hersom Bien, Chief Market Manager
MHBI@cowi.com
56 40 30 66

Østdanmark:
Peter Mortensen, Seniorjurist, professor, dr.jur.
PEMO@cowi.com
56 40 24 52