Kan kvinder eje jord?

I en dansk kontekst er svaret naturligvis indlysende, men sådan er det stadig ikke i hele verden. Derfor er det en udfordring, som vores udstationerede kolleger i COWI-afdelingen arealer og rettigheder – eller Land administration – helt konkret møder på de internationale projekter. Og et godt eksempel på, hvor vi arbejder med FNs verdensmål.

Sean Johnson er netop blevet færdig med et treårigt pilotprojekt om ejendomsregistrering i Eswatini (tidligere kendt som Swaziland), hvor han selv er bosat. Eswatini er et lille, konservativt og patriarkalsk kongerige, der ligger mellem Sydafrika og Mozambique. Omkring 40 % af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen og har verdens højeste forekomst af HIV/AIDS. Landet har et meget hierarkisk styre med kongen, den royale familie og lokale høvdinge i toppen og et patriarkalsk samfund, hvor kvinder generelt har ringere rettigheder end mænd, særligt med hensyn til ejendomsret.

Projekter der omhandler ejendomsregistrering, er altid meget udfordrende på grund af de mangeartede politiske interesser, der er forbundet med ejendomsret. I Eswatini var høvdingene i starten meget skeptiske og anskuede projektet som en potentiel trussel mod deres magt. Det tog derfor lang tid at få opbygget gode relationer og overbevise de lokale aktører om at samarbejde og om at sætte deres privilegerede position på spil, inden der var sikkerhed for, at projektet ville blive en succes.

Det er Seans erfaring, at selv om det altså tager lang tid at opbygge tillid og lokal støtte til et ejendomsregistreringsprojekt, i et traditionelt samfund med sædvanlig jordlovgivning – en proces der desværre ofte er undervurderet i projektdesignet – så er det afgørende for projektets bæredygtighed.

På det netop afsluttede projekt, valgte man i starten at gå direkte til kongen for at få hans velsignelse, hvilket heldigvis lykkedes. Man kunne derefter kommunikere kongens velsignelse til møder med høvdingene og deres rådgivere, som fremadrettet kommer til at stå for administrationen. Det gjorde i nogle tilfælde processen en hel del nemmere, grundet den ubetingede respekt for kongen.

Ulige ejendomsret

I Eswatini er retten til fast ejendom forbeholdt en familie, og mænd anerkendes som familiers overhoved. Det betyder, at når manden dør, arver hans kone(r) ikke jorden. Retten til jorden overføres i stedet til det næste mandlige overhoved i familien. Mandlige familiemedlemmer vil ofte forsøge at tvinge enken (som måske ikke er deres biologiske mor) ud af familien og tilbage til det fællesskab, hun oprindeligt kom fra før ægteskabet, ud af frygt for at hun gifter sig igen og jorden derved måske mistes til en fremmed uden for familien.

Den diskriminerende opdeling af ejendomsretten er af indlysende årsager stærkt problematisk, men da det er en indgroet del af kulturen og samfundsstrukturen, er den svær at ændre. Det kræver derfor både indsigt og forståelse for landets kultur og det politiske system, at kunne navigere hensigtsmæssigt og strategisk i arbejdet med ejendomsregistrering – og særligt hvis man i processen ønsker at fremme kvindernes rettigheder og implementere et mere retfærdigt ejendomssystem.

I nogle lande er det muligt at lave store, virkningsfulde forbedringer af kvinders jordrettigheder, såsom i Lesotho – et andet kongerige i det sydlige Afrika, hvor COWI for nylig arbejdede på et lignende projekt – hvor det er muligt at tilføje både mand og kone som fælles ejere. Men i mere konservative Eswatini ville dette og selve projektet møde meget modstand.

Ifølge Sean er det mere effektivt, hvis man sætter sig ind i konteksten, og tager trinvise skridt i stedet for ét stort skridt, for at sikre den nødvendige opbakning, der skal til at for at lave bæredygtige forandringer.

Kan COWI medvirke til at styrke kvindernes rettigheder?

Selv om det stred imod kutyme, lykkedes det at sælge ideen om, at enkerne bliver midlertidige forvaltere (custodians), når manden dør, samt og at de ikke bør negligeres, efter et nyt overhoved vælges i familien. Man brugte bl.a. det argument, at det er det samme, der ville ske i den royale familie, hvis kongen døde.

Kongen har som regel mange koner og børn, og han efterlader et magtvakuum, når han dør. Hvis hans mor, som er dronningen og fælles leder af monarkiet og staten, stadig lever, ville hun automatisk blive den midlertidige forvalter, mens der foregår et internt “game of thrones” – altså en længere politisk magtkamp i familien, om hvilken mand – ikke nødvendigvis den ældste – der har retten til tronen. Det kan tage flere år, inden den royale familie kan enes om kroningen af en ny konge.

I princippet er det en lignende proces, der foregår i de enkelte familier i landsbyerne (homesteads), når familiers mandlige overhoveder dør. Således fremmer projektet igennem retningslinjer og beskeder til lokale fællesskaber enkens rolle som forvalter af jorden, indtil et nyt overhoved i familien vælges, og at hun i denne periode og efterfølgende skal respekteres ligesom dronningen respekteres og ikke tvinges ud af den royale familie.

Verdensmål 5: Opnå ligestilling mellem kønnene og styrke kvinders og pigers rettigheder og muligheder.

Selv om enker ikke nødvendigvis arver familiers overhovedposition og ret til at bestemme over jorder, så forbedrer den nye praksis det ikke desto mindre sikkerheden for kvinder, og er et skridt i den rigtige retning mod mere formaliserede rettigheder. Forhåbentligt kan det hjælpe med at bane vejen for mere lige ejendomsrettigheder i fremtiden.

Vil du vide mere…

Tobias Mark Thomsen, Landinspektør, tbto@cowi.com, +45 5640 3678, LinkedIn

Lars Bagge Hommel-Nielsen, Seniorprojektleder, lbni@cowi.com, +45 5640 2508, LinkedIn