I et tidligere blogindlæg er omtalt en dom, der tog stilling til, om gæsteprincippet omfattede udgifter til prøvegravninger forud for egentlige ledningsomlægninger. Taksationskommissionen for Sjælland m.v. har den 23. april 2018 afsagt en kendelse, der mere generelt omhandler, hvilke arbejder ledningsejer skal betale for, når gæsteprincippet er gældende. Kendelsen omhandlede desuden et principielt spørgsmål, om kommissionens kompetence til at behandle sagen.
Sagens faktum
Som led i elektrificeringen af jernbanestrækningen Køge Nord-Næstved skulle Banedanmark i 2015 etablere en ny og højere bro over jernbanen, der gav plads til køreledningerne. Samtidig var der behov for ændring af tilkørselsforholdene til broen, hvilket gjorde det nødvendigt at omlægge en række ledninger i vejarealer i området, hvor broen etableredes. Der var tale om et større antal forsyningsledninger tilhørende seks forskellige ledningsejere.
I en periode fra maj 2014 til maj 2015 foregik der en dialog mellem Banedanmark og ledningsejerne, uden at det førte til, at ledningsejerne påbegyndte ledningsomlægningerne. Fristen for at udføre ledningsarbejderne blev i første omgang udskudt fa 1. maj til 1. august 2015. Da ledningerne fortsat ikke var omlagt, og da der var planlagt en 8-ugers spærring af jernbanestrækningen med start 14. august 2015, inden for hvilken broarbejdet skulle foregå, hyrede Banedanmark selv en entreprenør, der udførte et nyt ledningstracé. Endvidere hyrede Banedanmark en teknisk rådgiver til at projektere traceet. Årsagen til, at Banedanmark selv udførte arbejdet, var, at hvis arbejdet ikke blev udført inden for spærringsperioden, ville det kunne medføre afledte forsinkelser af de øvrige broer på strækningen og risiko for krav mod Banedanmark fra entreprenører som følge af forsinkelser.
Banedanmark sendte regningen for det udførte arbejde til ledningsejerne. Det samlede regningsbeløb var på 382.279 kr., men ledningsejerne ønskede kun at betale 77.500 kr. heraf. Banedanmark indbragte derfor sagen for Ekspropriationskommissionen, hvis afgørelse ledningsejerne senere indbragte for Taksationskommissionen.
Sagens problemstillinger
Sagen omhandlede navnlig følgende problemstillinger:
1) Ekspropriationskommissionens kompetence til at behandle sagen
2) Hvilke arbejder skulle ledningsejerne betale for i henhold til gæsteprincippet?
Endelig var der under sagen spørgsmål om omfanget af Banedanmarks koordineringsforpligtelse som anlægsmyndighed over for de ganske mange ledningsejere ved det pågældende brosted. Denne del af kendelsen har dog næppe større præjudikatsværdi, da Taksationskommissionen udtrykkeligt anfører, at det er reglerne i den gamle vejlov, som anvendes, og reglerne om koordineringspligt er ændret i den nugældende vejlov. Endvidere traf Taksationskommissionen udtrykkeligt afgørelsen ”under hensyn til omstændighederne i den konkrete sag.” Denne del af sagen omtales derfor ikke yderligere her.
Ad 1) Ekspropriationskommissionens kompetence til at behandle sagen
Ledningsejerne gjorde principalt gældende, at Ekspropriationskommissionen ikke havde kompetence til at behandle sagen, der måtte henhøre under de almindelige domstole. Ledningsejerne henviste blandt andet til, at der ikke var foretaget ekspropriation i forbindelse med ledningsomlægningerne, hvorfor taksationsmyndighederne ikke kunne have kompetence hverken med hjemmel i elektrificeringslovens § 13 eller i ekspropriationsprocesloven §§ 4 og 5. En eventuel kompetence måtte findes i den dagældende vejlovs § 106, stk. 1. Ledningsejerne gjorde imidlertid gældende, at vejlovens § 106, stk. 1, ikke gav hjemmel til, at Ekspropriationskommissionen kunne afgrænse, hvilke omkostninger ledningsejerne konkret skal bekoste eller rimeligheden og størrelsen af disse. Den nærmere afgrænsning af, hvilke omkostninger ledningsejerne skal bekoste og fastsættelsen af omkostningernes størrelse, beror på parternes aftale, eller – som i sagen – i mangel af aftale på en domstolsprøvelse af kravet.
Banedanmark anførte blandt andet, at der i vejlovens § 106, stk. 1, netop var hjemmel til at tage stilling til, hvilke (dele af) omkostningerne ledningsejerne skulle betale.
Taksationskommissionen anførte ganske klart: ”Det er … ubestridt, at vejlovens § 106, stk. 1, giver hjemmel til, at Ekspropriationskommissionen kan beslutte, at arbejderne med ledningsomlægninger helt eller delvis skal bekostes af anlægsmyndigheden. Taksationskommissionen finder, at denne kompetence ifølge sagens natur tillige omfatter kompetence til efter omstændighederne at fordele omkostningerne ved ledningsomlægning mellem ledningsejer og anlægsmyndighed. Allerede af denne grund finder Taksationskommissionen, at Ekspropriationskommissionen og herved tillige Taksationskommissionen … er kompetent til at påkende ikke blot ledningsejernes betalingspligt, men tillige, hvilke omkostninger ledningsejerne skal bekoste og fastsættelsen af omkostningernes størrelse.”
Herefter har taksationsmyndighederne klart hjemmel til at behandle sager om gæsteprincippet, selv om der ikke er eksproprieret til ledningsomlægningen, og klart hjemmel til at afgøre, hvilke enkeltomkostninger som skal betales af ledningsejer henholdsvis anlægsmyndighed.
Ad 2) Hvilke arbejder skulle ledningsejerne betale for i henhold til gæsteprincippet?
Der var enighed om, at ledningerne alle lå på gæstevilkår. Tvisten angik derfor alene, hvilke arbejder ledningsejerne skulle betale for. Ledningsejerne gjorde blandt andet gældende, at de alene skulle betale for de almindelige udgifter til etablering af ledningsgraven, mens blandt andet udgifter til projektering og rådgivning måtte afholdes af Banedanmark som anlægsmyndighed.
Ekspropriationskommissionen fandt, at “flytningen af ledningen” som nævnt i den dagældende vejlovs § 106, stk. 1, foruden udgifterne til det faktiske gravearbejde omfatter de herfor forudsatte udgifter til projektering af ledningstraceet. På grund af de særlige forhold på brostedet – med mange ledninger med et begrænset areal til omlægninger – fandt kommissionen, at Banedanmark havde haft en særlig koordineringsforpligtelse, som ikke fuldt ud var opfyldt. Dette havde medført en fordyrelse af ledningsarbejderne, som ikke fuldt ud kunne pålægges ledningsejerne. Kommissionen fastslog herefter, at ledningsejerne alene skulle betale 85.000 kr. for ”udgift til rådgiverydelser forbundet med projektering af ledningstrace” og 150.000 kr. for ”del af afholdt udgift til entreprenørydelser”. Derimod skulle ledningsejerne ikke betale: “Projekt- og byggeledelse for planlægning og udførelse” samt udgifter til udarbejdelse af “Udførelses- og Refusionsaftale”.
Ledningsejerne indbragte spørgsmålet for Taksationskommissionen, der først helt generelt fastslog, ”…at ledningsejernes betalingspligt efter gæsteprincippet i vejlovens § 106, stk. 1, ikke kan begrænses til udgifterne ved det egentlige gravearbejde, men i udgangspunktet omfatter alle typer af udgifter, der må anses for nødvendige for ledningsomlægningerne.” Taksationskommissionen tog ikke – som Ekspropriationskommissionen – stilling til, hvilke konkrete typer af arbejder ledningsejerne skulle betale. Kommissionen fastslog blot, at ledningsejerne med henvisning til anlægsmyndighedens koordineringsforpligtelse og ”ud fra en samlet vurdering” at de omkostninger, som ledningsejerne skulle betale, skønsmæssigt kunne fastsættes til 200.000 kr.
Vurdering af sagen
Taksationskommissionen slår klart og entydigt fast, at taksationsmyndighederne i medfør af den tidligere vejlovs § 106, stk. 1, har kompetence til at afgøre, om anlægsmyndigheden trods gæsteprincippet skal betale helt eller delvist for en ledningsomlægning, og tillige har kompetence til at påkende såvel ledningsejernes betalingspligt som, hvilke omkostninger ledningsejerne skal bekoste og til at fastsætte omkostningernes størrelse.
Den tidligere vejlovs § 106, stk. 1, er videreført i den gældende vejlovs § 77, uden at der er tilsigtet indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen. Taksationskendelsen vil derfor også have præjudikatsværdi fremadrettet, og den klarlægger, at det er muligt at benytte den langt mere smidige og billigere taksationsproces i stedet for en domstolsbehandling til fuldt ud at få fastlagt betalingspligten.
Resten af afgørelsen er konkret og skønsmæssigt begrundet. Alligevel kan det i hvert fald med en vis sikkerhed udledes, at gæsteprincippet ikke kan fortolkes således, at det alene er udgifterne til det rene gravearbejde til etablering af ledningsarbejdet, som ledningsejerne skal betale. Gæsteprincippet indebærer, at ledningsejerne skal betale for ”alle typer af udgifter, der må anses for nødvendige for ledningsomlægningerne”. På dette punkt harmonerer Taksationskommissionens afgørelse med Østre Landsrets dom af 20. februar 2018 (omtalt her), der blandt andet fastslog, at ledningsejerne må betale for prøvegravningerne, hvis disse er nødvendige og rimelige og hovedsageligt sker i ledningsejernes interesse.
Taksationskommissionen omtaler ikke de enkelte delomkostninger, som Banedanmark havde afholdt i forbindelse med ledningsomlægningen, men fastsætter skønsmæssigt et samlet beløb, som ledningsejerne skal betale. Det er ikke klart, om Taksationskommissionen derved har anerkendt, at de af Banedanmark afholdte omkostninger til blandt andet projektering, byggeledelse og udarbejdelse af refusionsaftale skulle betales – med et skønsmæssigt reduceret beløb – af ledningsejerne. Kommissionen har i hvert fald ikke udtrykkeligt taget afstand herfra.
På den baggrund, og da den nævnte Østre Landsret er indbragt for Højesteret, er der således fortsat behov for overvejelser om rækkevidden af gæsteprincippet, hvilket anlægsmyndigheder og ledningsejere må tage i betragtning allerede fra de indledende trin i dialogen.
Indlægget er skrevet af professor, dr.jur. Peter Mortensen, der procederede sagen for begge kommissioner på vegne af Banedanmark.
Hvis du vil vide mere kan du kontakte: Kristian Skak-Nielsen / knsn@cowi.com
treoghalvfjerds 