Gæsteprincippet igen
Det er i lovgivningen – blandt andet vejloven – og adskillige gange i retspraksis fastslået, at gæsteprincippet er betegnelsen for en udfyldende fortolkningsregel, der finder anvendelse i tilfælde, hvor der uden vederlag er givet tilladelse til at anbringe en ledning på en ejendom. Reglen indebærer, at – når der ikke er aftalt andet – skal ledningsejeren som ”gæst” bekoste ledningsarbejder, der er nødvendiggjort af arealejerens ændrede benyttelse af det areal, hvor ledningen er anbragt.
Ledningsarbejder, som ikke udgør flytning af ledninger
I retspraksis er det endvidere fastslået, at det ikke kun er nødvendig flytning af ledninger, der skal betales af ledningsejeren i henhold til gæsteprincippet, men også andre ledningsarbejder – herunder afværgeforanstaltninger – der nødvendiggøres af arealejerens ændrede benyttelse af arealet.
Selv om udstrækningen af gæsteprincippet på en række punkter er blevet præciseret blandt andet ved en række højesteretsdomme, opstår der i praksis fortsat tvivlsspørgsmål. Dette er blandt andet tilfældet i forhold til, hvilke andre ledningsarbejder end flytning der er omfattet af gæsteprincippet.
Ny landsretsdom
Senest har Østre Landsret den 20. februar 2018 afsagt en dom (16. afd. B-74-17) om nogle arbejder, som principielt ikke var arbejder på selve ledningen eller afværgeforanstaltninger, men bestod i prøveboringer/-gravninger med henblik på at fastlægge ledningens placering. Dommen har givet anledning til en række overvejelser hos ledningsejere og anlægsmyndigheder, hvorfor der i det følgende skal knyttes nogle bemærkninger til dommens rækkevidde, uanset at dommen er anket til Højesteret med forventet afgørelse i efteråret 2018.
Sagens faktum
Sagen handlede om Københavns Kommunes ombygning af Frederikssundsvej. Kommunens tekniske rådgiver indsendte en graveforespørgsel i ledningsejerregisteret (LER) og ledningsejerne sendte ledningsplaner til rådgiveren. På baggrund af ledningsplanerne identificerede den tekniske rådgiver en række potentielle konfliktpunkter, hvor forskellige ledningsejeres ledninger/kabler ifølge ledningsplanerne ville komme til at ligge i vejen for vejprojektet. Ledningerne var placeret i kommunens vejarealer. Konflikterne vedrørte navnlig muligheden for at etablere nedløbsbrønde ved kantstenen, da ledningsplanerne viste, at der kunne være ledninger placeret her.
Prøvegravninger og betalingsspørgsmålet
Efter nogle møder mellem kommunen og ledningsejerne anmodede kommunen med henvisning til vejloven og ledningsejerloven ledningsejerne om at påvise ledningernes præcise placering ved prøvegravninger. Kommunen anførte, at den var indstillet på at justere vejprojektet – blandt andet ved at anvende snydebrønde i stedet for sandfangsbrønde for at tage hensyn til ledningerne. Snydebrønde er ikke så dybe som sandfangsbrønde og vil derfor i visse tilfælde kunne placeres oven på ledninger, uden at disse flyttes. Snydebrønde skal til gengæld tilsluttes en sandfangsbrønd. Muligheden for at anvende snydebrønde nogle steder krævede imidlertid, at kommunen kendte ledningernes præcise placering. Efter kommunen opfattelse ville alternativet til prøvegravninger være en ledningsomlægning for ledningsejernes regning, da ledningerne ifølge ledningsplanerne lå i vejen for vejprojektet.
Ledningsejerne afviste at være forpligtet til at foretage prøvegravninger eller afholde udgifterne hertil, idet de mente, at ledningsejerloven udtømmende gjorde op med ledningsejernes forpligtelser.
Transportministeriet afgørelse
Herefter gennemførte kommunen fire prøvegravninger og indbragte betalingsspørgsmålet for Transportministeriet. To af prøvegravningerne påviste kabler omtrent svarende til oplysningerne i LER. De to andre prøvegravning blotlagde nogle kabler, men med væsentlige afvigelser i forhold til oplysningerne i LER.
Transportministeriet træf afgørelse om, at udgifterne til prøvegravningerne var omfattet af gæsteprincippet i dagældende vejlovs § 106, hvorfor ledningsejerne skulle bekoste prøvegravningerne. Ministeriet lagde navnlig vægt på, at ledningsejerne ikke havde udleveret umiddelbart anvendelige oplysninger (præcise ledningsplaner) til kommunen, således at kommunen kunne planlægge en sikker gennemførelse af anlægsprojektet.
Ledningsejerne anlagde herefter retssag mod ministeriet med principal påstand om, at ministeriets afgørelse skulle ophæves, subsidiært at afgørelsen skulle ophæves og hjemvises til fornyet behandling i ministeriet.
Den 20. februar 2018 frifandt Østre Landsret Transportministeriet.
Landsrettens begrundelse
Om sagens faktum indleder Landsretten med at fastslå, at ledningsejernes oplysninger i LER var retvisende inden for de tolerancegrænser, som følger af ledningsejerloven og praksis herom. Endvidere anfører landsretten, at der – efter sagens oplysninger – ikke var grundlag for at antage, at det ikke var sagligt velbegrundet at foretage de fire prøvegravninger for så vidt muligt at kunne gennemføre anlægsprojektet på den teknisk set mest optimale måde.
Derefter behandler landsrettens sagens retlige spørgsmål, hvor landsrettens afgørelse berører følgende forhold:
1) Ledningsejerloven begrænser ikke gæsteprincippet
Landsretten fastslår, at der ikke i ledningsejerloven og forarbejderne hertil er anført noget om forholdet til vejlovens gæsteprincip – herunder heller ikke, at ledningsejerloven skulle indebære en indskrænkning eller ændring i, hvad der følger af dette princip. Det kan således ikke af ordlyden af loven eller dens forarbejder udledes, at vejlovens gæsteprincip ikke finder anvendelse. Landsretten anfører også, at hverken lovens formål eller sammenhængen mellem regelsættet i de to love giver grundlag for en sådan forståelse. At ledningsejer har opfyldt sine forpligtelser efter ledningsejerloven har således ingen betydning for anvendelsen af gæsteprincippet.
2) Landsretten fastslog, at vejprojektet var omfattet af gæsteprincippet
3) Proportionalitet og loyalitet
Landsretten konstaterer herefter, at det efter almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincipper og værdispildsbetragtninger påhviler kommunen som vejejer at foretage sådanne mindre projektændringer, som uden skade for projektet kan spare ledningsejeren for betydelige beløb til flytning af ledninger.
Landsretten når frem til, at kommunen havde handlet i overensstemmelse med disse principper, herunder ved – som alternativ til de oprindeligt projekterede sandfangsbrønde – i 13 tilfælde havde foretaget omprojektering, således at der i stedet blev anvendt snydebrønde.
4) Prøvegravningerne var hovedsagligt i ledningsejernes interesse
Spørgsmålet var herefter, om udgiften til de fire prøvegravninger, som kommunen havde foretaget forud for omprojekteringen af brøndene, kunne kræves betalt af ledningsejerne.
Landsretten henviste til, at Højesteret U 2015.2854 H (Vintapperrampen), har tiltrådt, at en ledningsejer efter gæsteprincippet i vejlovens § 106, stk. 1, havde pligt til at betale til andre tekniske løsninger end fjernelse eller omlægning af ledningen, når disse løsninger var alternativer til en flytning eller omlægning. Endvidere henviste landsretten til, at Højesteret U 2017.1536 H (Metro Cityringen), har tiltrådt, at en ledningsejer skulle betale fordyrelser af et anlægsprojekt, som skyldtes, at anlægsmyndigheden for at undgå en for ledningsejeren dyrere omlægning af ledninger valgte en billigere løsning.
Herefter konstaterer landsretten: ”Undersøgelser, herunder prøvegravninger, som en vejejer foretager, og som er nødvendige for at afdække mulighederne for at tilpasse vejejerens projekt, så at en for ledningsejeren dyrere omlægning eller fjernelse af ledninger kan undgås, må anses for foretaget hovedsagelig i ledningsejerens interesse. Landsretten finder, at det følger af gæsteprincippet …, som fortolket af Højesteret i de nævnte to domme, at sådanne omkostninger må afholdes af ledningsejeren på samme måde, som det gælder alternativer til en mere bekostelig fjernelse eller omlægning af ledninger.”
5) Prøvegravningerne var nødvendige og rimelige
Herefter vurderer landsretten, om det er nødvendigt og rimeligt at foretage sådanne undersøgelser/prøvegravninger for at af dække mulighederne for at tilpasse vejprojektet. Landsretten anfører, at dette er en konkret vurdering, hvor det på den ene side må tages i betragtning, at vejejeren må have adgang til at afdække mulighederne for at gennemføre sit projekt uden skade for dette og således, at brug af teknisk ringere alternativer end de projekterede begrænses mest muligt. På den anden side skal ledningsejeren ikke påføres unødige og uforholdsmæssige omkostninger til undersøgelser og skal ikke betale for undersøgelser, som foretages i vejejerens egen interesse.
Landsretten når frem til, at prøvegravningerne var foretaget som led i en passende afdækning af alternativer til en fjernelse eller omlægning af ledningerne, og at udgiften hertil måtte afholdes af ledningsejerne i medfør af gæsteprincippet – uanset at kommunen også havde haft en vis fordel af, at entreprenøren i kraft af prøvegravningerne på forhånd blev bedre bekendt med forholdene på stedet.
Vurdering af dommen
Landsrettens dom er i vidt omfang en konkret vurdering af de for retten forelagte oplysninger – herunder navnlig af, om prøvegravningerne var nødvendige og rimelige og hovedsagelig i ledningsejernes interesse. I sin begrundelse noterer landsretten flere gange, at parterne i sagen har valgt ikke at afholde syn og skøn. Herved tilkendegiver landsretten formentlig, at vurderingen af prøvegravningernes nødvendighed har en særlig teknisk karakter, som afhænger af de oplysninger, som forelægges for den, som skal vurdere. Det kan derfor ikke udelukkes, at landsretten ville være nået til et andet resultat, hvis der havde været yderligere oplysninger. Og det kan ikke udelukkes, at Højesteret vil nå til et andet bevisresultat.
På denne baggrund kan dommen ikke tages til indtægt for, at ledningsejere bare skal betale for alle prøvegravninger, hvor gæsteprincippet gælder. Landsrettens dom forekommer at være helt på linje med Højesterets praksis om ledningsejernes pligt til betaling for ledningsarbejder ud over flytning af ledninger. I forhold til prøvegravninger præciserer landsretten, at ledningsejerne må betale, hvis prøvegravningerne (eller andre arbejder) er nødvendige og rimelige for at afgøre, om anlægsprojektet skal tilpasses for at undgå, at ledningsejeren skal betale for en dyrere omlægning eller fjernelse af ledningen, og prøvegravningerne således hovedsagligt sker i ledningsejernes interesse. Dette gælder også, selv om anlægsmyndigheden opnår andre fordele af prøvegravningerne – f.eks. at entreprenørens arbejde i øvrigt lettes ved resultatet af prøvegravningerne.
Endelig må dommen anses for klart at fastslå, at det ikke ændrer på gæsteprincippet, om ledningsejer har opfyldt forpligtelser i forhold til ledningsejerloven. Gæsteprincippet er en fortolkningsregel vedrørende betalingspligten, når intet er aftalt om betalingen i forbindelse med placeringen af ledningen. Dette har intet med ledningsejerens forpligtelser efter ledningsejerloven at gøre.
Østre Landsrets dom illustrerer, at der er et stort behov for hos anlægsmyndigheden at foretage en grundig analyse af, hvad der er bedste tekniske løsning for anlægsprojektet, og af hvilke muligheder, der er, for at begrænse ledningsejernes omkostninger til ledningsomlægninger ved at ændre anlægsprojektet.
Hvis du vil vide mere kan du kontakte: Kristian Skak-Nielsen / knsn@cowi.com
treoghalvfjerds 