Erstatning og naboret

Naboretten indeholder de principper for erstatning, der undertiden tages i brug som supplement til erstatning på et ekspropriationsretligt grundlag, f.eks. over for ejendomme, der ikke direkte er omfattet af en ekspropriation. Her kan der gives erstatning, hvis den naboretlige tålegrænse er overskredet. Siden Højesterets domme i Harlevholm- og Hjørring-sagerne i 1998 er de to typer af sager blevet behandlet med samme udgangspunkt: At det ikke gør nogen forskel for muligheden for at få erstatning, om der er foretaget ekspropriation eller ej.

Herunder fortæller vi om et par nye afgørelser, hvor naboretten er kommet i spil i forbindelse med erstatningssager.

I 2019 gennemførte Aarhus Kommune ekspropriation til den overordnede vejforbindelse Giber Ringvej. I forbindelse med forarbejderne blev der foretaget støjberegninger efter Nord 2000-støjberegningsmodellen.  Ved en række ejendomme blev der ydet erstatning for støj og nærhed til vejen, hvis det beregnede støjniveau ved boligen oversteg den vejledende grænseværdi på 58 dB(A). Flere sager var gennem taksationssystemet.

En enkelt lodsejer gik til domstolene med sit erstatningskrav. Ejendommen – hvor boligen lå ca. 50 m i luftlinje fra den nye vej – ville ved et enkelt punkt på 1. sal få et støjniveau på 59 dB(A), altså 1 dB over den vejledende grænseværdi. Dette niveau ville ifølge beregningsmodellens forudsætninger dog først opstå i 2030.

Aarhus Kommune havde tilbudt en erstatning på 50.000 kr. ud fra en gennemgang af sammenlignelige sager og situationer. Ejeren indbragte sagen for Taksationskommissionen, der i en 2-1 afgørelse hævede beløbet til 100.000 kr. Det sidste medlem ville hæve beløbet til 130.000 kr.

Sagen blev anket til Overtaksationskommissionen, der fandt at beløbet var alt for højt. Kommissionen konkluderede, at den naboretlige tålegrænse var overskredet, men at det var et grænsetilfælde. I overensstemmelse med Overtaksationskommissionens forståelse af praksis blev erstatningen fastsat til 25.000 kr.

Lodsejeren indbragte sagen for domstolene. Dommen fra Retten i Aarhus blev afsagt den 7. april 2025. Til sagen blev der afholdt syns- og skønsforretning, og der blev bl.a. lavet alternative støjberegninger ud fra forudsætninger om en stigning i trafikken, når arbejdet med at ombygge Marselis Boulevard i Aarhus til tunnel indledes om få år. En skønsmand vurderede, at ejendommens værdi var faldet med 800.000 kr. efter åbningen af Giber Ringvej. Ejeren forlangte en erstatning på 600.000 kr. for ulemper, da ejendommen tidligere lå uforstyrret i landlige omgivelser. Aarhus Kommune påstod frifindelse.

Retten i Aarhus kom frem til, at der ikke var grund til at anfægte brugen af Nord2000-beregningsmodellen og trafikprognoserne, og at der i det hele taget ikke var grund til at tilsidesætte Overtaksationskommissionens skønsmæssige fastsættelse af erstatningen. Retten afviste skønsmandens vurdering af værdinedgangen, da denne angik det samlede værditab uden at tage hensyn til, at der kun skal ydes erstatning for den del af tabet, der skyldes overskridelsen af den naboretlige tålegrænse. Herefter blev Aarhus Kommune frifundet, og erstatningen på 25.000 kr. står ved magt. Bemærk, at dette var en nedsættelse af den erstatning, som kommunen oprindeligt havde tilbudt.

Vejdirektoratet er i øjeblikket i gang med at bygge Nordhavnstunnelen i København. Tunnelen forbedrer vejforbindelsen til Nordhavnsområdet og vil på længere sigt måske indgå i en østlig ringvej via Lynetteholmen.

Svanemøllehavnen var før anlægsarbejdet gik i gang Danmarks største lystbådehavn. Her blev udført meget omfattende arbejder med at bygge spunsvægge, der skal udgøre en midlertidig arbejdsvæg, som tunnelen kan bygges inden for.

Store dele af lystbådehavnen er flyttet midlertidigt, men en del af havneområdet består. Der er er imidlertid kommet en stor og dominerende nabo i form af tunnelbyggepladsen. Arbejdet med at slå spuns ned i den hårde københavnerkalk var meget støjende, og en restaurant, der lå på havneområdet tæt ved byggepladsen, var meget generet af byggearbejdet. Den mest støjende del af spunsningen varede ca. otte måneder. Restauranten oplevede færre kunder, færre reservationer og flere aflyste arrangementer.

Ejendommen med restauranten var ikke omfattet af ekspropriationerne til Nordhavnstunnelen, men lejeren (restauranten) rejste krav om erstatning.  Restauranten opgjorde sit tab til lidt under en halv million kroner.

Spørgsmålet blev behandlet af Ekspropriationskommissionen, der afsagde kendelse i januar 2025.

Vejdirektoratet havde afvist, at der kunne ydes erstatning. Arbejdet foregik inden for normal arbejdstid og under overholdelse af gældende regler. Adgangsforholdene var også uændrede.

Ekspropriationskommissionen startede med at fastslå, at sagen skulle afgøres på naboretligt grundlag.  Kommissionen konstaterede, at restauranten ganske vist lå i et bynært område, men med rekreativt præg, hvorfor sagen ikke kunne sammenlignes med tidligere sager om nabogener ved bynære projekter, f.eks. Metroen. Kommissionen konstaterede, at støj fra spunsning må have en afskrækkende effekt på potentielle kunder til en restaurant, og at tålegrænsen var overskredet, for så vidt angår det mest støjende anlægsarbejde, som er spunsningen.

Herefter fastsatte ekspropriationskommissionen skønsmæssigt erstatningen til restauranten til 250.000 kr.

Sagen er anket til Taksationskommissionen.

Sagen fra Giber Ringvej føjer sig til en lang række af sager, hvor vejstøj er blevet vurderet i forhold til tålegrænsen, hvad enten det er på naboretligt eller ekspropriationsretligt grundlag. Sagen understreger, at Taksationskommissionerne og domstolene tager den naboretlige tålegrænse alvorligt, og at der skal noget til for at erstatningen for alvor kommer op i et højt niveau. Det er også altid spændende at læse begrundelsen, når domstolene skal tage stilling til, om de tror mest på Taksationskommissionerne eller skønsmændene.

Sagen fra Nordhavnstunnelen er interessant. Der findes fortilfælde, hvor erhvervsdrivende har fået erstatning på et naboretligt grundlag, men sagerne har især drejet sig om forringede adgangsforhold. Der findes så vidt vides ikke fortilfælde, hvor det alene er sket på grund af støj.

Hvis du vil vide mere om ekspropriation og erstatning:

Mads Sanddal Jeppesen, teknisk chef, msje@cowi.com. mobil 24 69 66 42

Carsten Jørgensen, senior specialist, cjn@cowi.com, mobil 51 53 03 38

Anne Blak Eskjær Mathiesen, senior jurist, disciplinleder, aemn@cowi.com, mobil 41 76 00 60


Discover more from treoghalvfjerds

Subscribe to get the latest posts sent to your email.

Skriv en kommentar