I forrige uge, den 1. og 2. november 2023, løb den årlige GIS- og geodatakonference Kortdage af stablen med det formål at udforske tidens geodata-tendenser. Konferencen samlede trofaste deltagere og GIS-aktører i Odense i to dage til ca. 80 faglige indlæg, inspiration og professionelt netværk. Det omfattende program var i år skruet sammen under temaet “Geodata viser vejen”, hvor sessionerne afspejlede de aktuelle udfordringer, som vores samfund står over for, såsom energikrisen og vores sårbarhed over for accelererende klimaforandringer. Omkring 850 deltagere blev præsenteret for, hvordan en række områder som klimatilpasning, transport, forsyning og energidistribution understøttes af geospatielle data og GIS-løsninger hele vejen rundt, og hvordan geodata viser vejen til den grønne omstilling.
Energiforsyning og eldistribution fik i år en særlig plads på programmet gennem forskellige indlæg og en eminent keynote fra Aalborg Universitets professor Brian Vad Mathiesen. På energiområdet kunne man gennem sessionen “Strømmens vej fra jord til bord” få indblik i strømmens rejse, der begynder ved vindmøller og afsluttes ved ladestandere. Aktørkæden er lang, og sessionen bestod af indlæg fra Eurowind Energy, Energinet, to elnetselskaber; Energy N1 og Radius Elnet, samt Clever. Oplæggene favnede både screening og planlægning for vindmølleparker, udbygning af elnettet og sikring af arealer og rettigheder, elnettets kapacitetsberegninger og etablering af ladestandere. Fælles for aktørerne er brug af GIS i deres aktiviteter som et vigtigt værktøj til at sikre, at strømmen når til dens aftagere.

På dataområdet kunne Danmarks Miljøportal berette om en mere brugervenlig og effektiv deling af miljø- og naturdata gennem et moderniseret system for Arealinformation og et nyt QGIS-plugin, “DMP Datakatalog”. Systemet samler og udstiller omkring 500 datasæt med mange formål. Arealinformation giver nu mulighed for at udvælge og tilpasse dem til diverse behov, hvadenten det er miljøvurderinger, klima-lavbundsprojekter eller noget helt tredje. I forhold til ejendomsdataregistrene mindede LIFA om, at årets udgang vil markere dagen hvor ESR ikke længere opdateres, og opfordrede brugerne til at gennemgå deres løsninger til ejeropslag, ejerkort og ejendomsvisninger.
Fra COWI havde vi igen i år fornøjelsen af at deltage – både som planlæggere af Kortdage, som tilhørere og som oplægsholdere.
COWI var inviteret til at formidle vores erfaringer fra gennemførelsen af de omfattende seismiske undersøgelser af undergrunden med henblik på lagring af CO₂ i undergrunden. Undersøgelserne var igangsat af GEUS og fandt sted i 2022-2023 på ca. 650 km veje i det danske landskab. COWI berettede om, hvordan GIS og geodata, herunder ejendomsdata, understøttede disse undersøgelser af potentielle CO₂-lagre ved at være et værktøj til borgerkommunikation, indgåelse af frivillige aftaler, besigtigelse, tilsyn og trafikafvikling. Der blev blandt andet svaret på spørgsmål om, hvordan man effektivt kan nå ud til flere tusinde grundejere tæt på de berørte vejstrækninger, og kommunikere om de kommende seismiske undersøgelser, samt hvordan man holder grundejerne opdateret om undersøgelsesstatus og gældende trafik- og omkørselsplaner. Oplægget resulterede i en god diskussion og en del spørgsmål fra de nysgerrige konferencedeltagere.

Vil du vide mere?
Der opstår hele tiden nye måder at anvende geospatielle data på, og der viser sig også nye behov og områder, hvor GIS og geodata er et uundværligt værktøj. Kortdage 2023 fremhævede igen, at der er et voksende behov for intelligente digitale løsninger for at sikre en hurtig grøn omstilling og løse de problemer, som det kan medføre.
Ses vi på Kortdage 2024, som afholdes i Aalborg? COWI deltager igen for at få og dele viden om de seneste teknologier, løsninger og konkrete eksempler.
COWI har mange muligheder indenfor kort og GIS løsninger. Kontakt os gerne, hvis du vil høre mere om, hvad vi kan tilbyde.
Landinspektør Peter Erbs-Maibing, peem@cowi.com, tlf. 5640 8240
Landinspektør Angelina Ageenko, agag@cowi.com, tlf. 5640 7671
Discover more from treoghalvfjerds
Subscribe to get the latest posts sent to your email.